Hele midterfeltet i Folketinget hilser det irske ja til Nicetraktaten velkommen. I nærmest enslydende kommentarer fra Venstre, de Radikale, de Konservative og Socialdemokraterne hedder det, at irerne med det klare ja 'har banet vejen' for udvidelsen af EU. Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger, at det er glædeligt, at de irske vælgere har godkendt Nice-traktaten. »Det er en vigtig beslutning, den irske befolkning har truffet. Ikke kun for Irland, men for hele EU-samarbejdet og ikke mindst for udvidelsen. Det sender et klart og positivt signal til landene i Central- og Østeuropa om, at alle EU-landene mener udvidelsen alvorligt. Nice-traktaten er EU's udvidelsestraktat, og vejen er nu åbnet for, at vi på EU-topmødet i København kan afslutte udvidelsesforhandlingerne og således byde de første nye lande velkommen i fællesskabet«, sagde han. K: Vigtige drøftelser venter »Nu er det så drøftelserne ikke mindst i Det Europæiske Råd i næste uge om de budgettunge forhandlingskapitlers afslutning, der bliver det afgørende punkt, inden vi får vejen banet endeligt for en optagelse af de nye lande«, siger den konservative EU-ordfører Lars Barfoed. »Med det irske ja er den sidste formelle hindring for de afsluttende optagelsesforhandlingerne fjernet«, siger den radikale leder, Marianne Jelved. S: Lav valgdeltagelse bekymrende »Nu er forhindringen ryddet af vejen, og så skal det danske formandskab levere det sidste, der skal til«, siger Socialdemokratiets EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, til Ritzau, men tilføjer, at den lave valgdeltagelse er et generelt problem ved stort set samtlige EU-afstemninger. »Hvis man kigger på både parlamentsvalget og de folkeafstemninger, der har været rundt omkring, så er der jo bekymrende lav valgdeltagelse. Det er positivt, at der er så klart et ja blandt dem, som har stemt, men den lave valgdeltagelse må mane til eftertænksomhed«, siger Henrik Dam Kristensen. SF: Ja til udvidelsen Fra SF lyder det fra partiformand Holger K. Nielsen, at irerne reelt stemte ja til EU's udvidelse og ikke så meget til traktaten. »Det er positivt, for Nice-traktaten er en forudsætning for, at man kan fortsætte med forhandlingerne om udvidelsen. Hvis den var faldet, havde konsekvenserne været uoverskuelige«, siger Holger K. Nielsen. DF: Ikke noget reelt valg Yderfløjene kan derimod ikke se ret meget positivt i valgresultatet. Dansk Folkeparti mener, at det irske valg ikke var et reelt valg. »Irerne er blevet tudet ørerne fulde af, at afstemningen drejede sig om at samle Europa og afslutte Anden Verdenskrig, og kandidatlandene har ført kampagner, så man aldrig har set mage, så der har virkelig været pres på udefra. Derfor har vælgerne ikke fået lov til at stemme om Nice-traktaten. Afstemningen har handlet om alt muligt andet. I virkeligheden har vælgerne ikke haft noget valg. Derfor var resultatet givet på forhånd«, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Kristian Thulesen Dahl. Kristian Thulesen Dahl. Bonde: Kun ja til udvidelsen De Irske vælgere stemte for job og for EU-udvidelsen, men ikke for selve Nice-traktaten, siger EU-modstanderen og Europaparlamentsmedlemmet Jens-Peter Bonde. »Forklaringen er ret enkel. Alle kræfter blev sat ind på at overbevise dem (irerne, red.) om, at det ikke var en afstemning om Nice-traktaten, men om udvidelsen«, sagde Jens-Peter Bonde søndag. »Alle præsidenter og statsministre stod derovre og tryglede dem om at sige ja, og hvis man kigger på målingerne, kan man se, at det, de har stemt om, er jobs og udvidelsen. Det er de to enkeltting, som har været udslaggivende. Og ingen af delene er med i Nice-traktaten. Nu har de stemt, så Nice-traktaten kan træde i kraft, men der er ikke nogen folkelig godkendelse af den.«, sagde Jens-Peter Bonde. Enhl.: EU's demokratiske underskud vokser Det irske ja forstærker behovet for, at Danmark fremlægger forslag til, hvordan EU's demokratiske underskud kan begrænses, mener Keld Albrechtsen fra Enhedslisten. Nice-traktaten får ifølge Albrechtsen underskuddet til at vokse, fordi den flytter magt fra de folkevalgte til embedsmændene, og fordi de store lande får større indflydelse på de små landes bekostning. »Der er brug for at skabe mere demokrati og større indsigt for borgerne, og der er brug for, at de små lande inklusive de nye medlemslande rejser kravet om en revision af de stemmevægte, der ligger i Nice-traktaten«, siger Keld Albrechtsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























