Alternativ behandling overses

Lyt til artiklen

Kun de færreste sygehuse følger en halvandet år gammel opfordring fra Sundhedsstyrelsen, der skulle gøre det muligt for alternative behandlere at virke på danske sygehuse. Det viser en undersøgelse fra Landsorganisationen Natursundhedsrådet, LNS. Kun 19 svar på undersøgelse LNS ønskede at vide, hvordan hver enkelt sygehus har indarbejdet retningslinjer for brug af alternativ behandling i deres instrukser, sådan som Sundhedsstyrelsen har anbefalet det. Til fagbladet Zoneterapeuten siger formanden for LNS, Lars T. Mikkelsen, at resultaterne var nedslående. »Efter to en halv måned har vi kun fået 19 svar. Enkelte steder anfører man, at man ikke har set Sundhedsstyrelsens brev. Kun Bispebjerg Hospital havde en slags instruks, men den handlede alene om naturmedicin og kosttilskud«, siger Lars T. Mikkelsen. Han tilføjer dog, at Vejle Amt er i gang med at lave en overordnet strategi for alternativ behandling og kalder amtet et foregangsamt. Åbningen af sygehusenes porte betyder, at patienter nu kan modtage alternativ behandling under deres indlæggelse på et offentligt sygehus. Forudsætningen er, at de selv betaler regningen, at den ansvarlige læge ikke skønner, at behandlingen er til gene for arbejdet på afdelingen, og at den alternative behandling ikke skønnes at udgøre en risiko. Ingen udnytter muligheden Men ingen har tilsyneladende mod på at udnytte den nye mulighed, som ifølge Zoneterapeuten er omgærdet af stor uvidenhed. Enten kender man ikke til muligheden, eller også holder man sig bevidst tilbage. »Patienterne tør ikke bede om alternativ behandling. De er betænkelige ved, hvad deres læger vil sige til det«, mener formanden for Forenede Danske Zoneterapeuter, Kirsten Sietam. Lektor, dr.soc. Laila Launsø, Danmarks Farmaceutiske Højskole, der i årevis har forsket i brugen af alternativ behandling, er ikke særlig forbløffet over, at de alternative behandlere endnu ikke lader sig se på de danske sygehuse. Laila Launsø siger til Politiken, at muligheden reelt er et tomt løfte. »Selve tilbuddet om de alternative behandleres adgang til sygehusene blev givet af en afgående sundhedsminister, uden at terrænet på forhånd var undersøgt. De danske læger og sygehuse er nemlig slet ikke klædt på til dette her, og kun meget få ved noget som helst om alternativ behandling«, siger Laila Launsø. Information kan være en start Laila Launsø mener, at det eneste rigtige fra politisk hold ville være at få sat gang i nogle praktiske modeller for brobygning mellem lægerne og den alternative verden. Og man kunne passende starte med at informere om de forskellige behandlingstyper, siger hun. »Det er vildt, at man ikke har blandede behandlerteams på de danske hospitaler, så patienterne selv kan vælge mellem den alternative og den etablerede behandling. Sådan er det i dag på mange hospitaler og klinikker i eksempelvis Storbritannien og Tyskland, hvor man er langt mere åben over for de alternative behandlingsmuligheder«, siger Laila Launsø.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her