Vestsjællands Amt mister 60 millioner kr. i bloktilskud både til næste år og i 2004 som straf for amtets skattestining på 0,4 procent. Og Frederiksberg kommune mister 12 millioner kroner. Samtidig beskærer regeringen det samlede bloktilskud på otte milliader kroner med 60 millioner kroner. Straf til amter der holdt skatten i ro En manøvre, der straffer også de amter, som har holdt skatten i ro. Pengene skal bruges til at belønne de amter, som har sænket skatten, med halvdelen af det tabte provenu. Også Frederiksberg kommune må bøde for en skattestigning på 0,4 procent med en reduktion i bloktilskuddet på 12 millioner kroner. Thor P.: Vi er bare konsekvente Finansminister Thor Pedersen (V) afviser at tale om straf eller retfærdighed over for amterne. Der er blot tale om at opfylde regeringens aftale med amterne og kommunerne om konsekvenserne af at bryde regeringens skattestop, anfører han. Det er første gang, en regering straffer kommuner og amter for at bryde de aftalte målsætninger i de årlige budgetforhandlinger. Lovforslag Modellen fremsætter regeringen som lovforslag til afstemning i folketingssalen. »Jeg regner med, at de partier, der støtter skattestoppet, stemmer for«, siger Thor Pedersen, som bl.a. tæller Dansk Folkeparti med i et folketingsflertal. DF: Vi bakker Thor P. op Og Thor Pedersen kan regne med støtte fra Dansk Folkeparti, siger partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. »Udgangspunkter for os er punkt et, at skattestoppet skal holdes - vi mener at det er vigtigt for at genskabe tilliden mellem politikere og befolkningen - og punkt to, så skal der være respekt om de aftaler, som er indgået mellem KL og Amtsrådsforeningen med regeringen. Og man kan kun have troværdighed om de aftaler, hvis man også griber ind«, siger Kristian Thulesen Dahl. 'Fornuftig straffemetode' Han siger, at modellen med at skære i det samlede bloktilskud - og dermed også ramme andre amter - er fornuftig. »Landets andre amter kunne jo have hjulpet Vestsjællands Amt ud af kniben ved at sænke skatten. De bøder så for ikke at have taget deres kollektive ansvar«, siger Thulesen Dahl. S i amtet: Urimeligt Det var et snævert flertal i Vestsjællands Amt, der uden om de borgerlige og amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V) fik gennemtrumfet en skattestigning på 0,4 procent. Gruppeformand for Socialdemokraterne i Vestsjællands Amtsråd, fhv. amtsborgmester Søren Eriksen, tror ikke på, at Folketinget virkelig vedtager straffe-lovforslaget, skriver DAGBLADET Ringsted. »Jeg er dybt ked af, at man har valgt en model, der rammer kolleger. Det er ikke rimeligt, og jeg glæder mig til at se de politikere, der stemmer for indgrebet. De vil få et forklaringsproblem over for vestsjællænderne«, siger han. 'Der er ingen vej ud' Amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V) er ikke overrasket over regeringens sanktion. »Men det stiller amtet i en yderst vanskelig situation, og det betyder, at der nu ingen løsning er. Vi er tilbage ved udgangspunktet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























