Rigsadvokat Henning Fode afviser, at han tog politiske hensyn, da han besluttede at rejse en række racismesager mod fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti. Han mener, at partiformanden Pia Kjærsgaard går galt i byen, når hun sætter spørgsmålstegn ved rigsadvokatens motiver til at rejse sagerne. »Mit politiske tilhørsforhold er denne her sag fuldstændig uvedkommende. En rigsadvokat af en anden politisk observans ville efter min mening have truffet nøjagtig samme afgørelse«, siger Henning Fode. Langede ud efter Rigsadvokat I DR's tv-program 'Profilen' tirsdag aften langede Pia Kjærsgaard ud efter rigsadvokaten. Hun fandt det påfaldende, at hans beslutning om racismesager mod tre fremtrædende partimedlemmer kom lige op til partiets årsmøde sidste weekend. »Der er en ubehagelig rød tråd, hvor man siger, at nu skal vores årsmøde overskygges af andre ting«, sagde hun og betegnede det som »et mærkværdigt forløb«. Hun ytrede forståelse for, at partiets ungdomsformand, Kenneth Kristensen, har beskyldt rigsadvokaten for at have styret en hetz mod partiet: »Jeg kan ikke bevise noget som helst, men forstår godt, at folk udtaler sig på den måde«, sagde hun. Forkert dato Rigsadvokaten tager afslappet på kritikken og peger på, at Pia Kjærsgaard har fremsat forkerte oplysninger om, at beslutningerne om at rejse sagerne blev taget lige op til årsmødet. Beslutningen blev i virkelighenden truffet allerede 20. september, oplyser Henning Fode. Det var den dato, han bad Justitsministeriet om at anmode Europaparlamentet om at ophæve immuniteten for Mogens Camre, så han kan tiltales for racisme ved årsmødet i fjor. Samtidig besluttede rigsadvokaten, at der skulle rejses tiltale mod Kenneth Kristensen og Michael Rex, der er DF's amtsformand i Storstrøms Amt. Brev underkendt Henning Fode understreger, at han ikke har haft nogen indflydelse på tidspunkt eller indhold i den dom, som Retten i Hvidovre i fredags afsagde over Kenneth Kristensen og tre andre fra ledelsen af partiets ungdomsorganisation. De fire blev idømt syv dags betinget fængsel for racisme. Rigsadvokaten fremhæver, at han har truffet beslutningen om at rejse racismesagerne uden at spørge Justitsministeriet til råds. Men han har bagefter orienteret justitsminister Lene Espersen (K). Pia Kjærsgaard underkendte i går sin advokat Peter Hjørne, som i et brev til statsadvokat Preben Alsøe angreb rigsadvokaten for at føre en systematisk hetz mod partiet. Den formulering ville partiformanden ikke stå ved. Peter Hjørne bekræfter, at han selv har formuleret brevet med krav om en erstatning på 25.000 kr. til Pia Kjærsgaard for at have været afhørt med en sigtets rettigheder efter en anmeldelse for racisme. Efterforskningen blev senere indstillet, uden at der blev rejst sag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























