Redaktør lover Fogh omtale

Lyt til artiklen

»Kære Anders Fogh Rasmussen. Vi vil gerne høre, om du har lyst til at være med til et arrangement. Vi vil satse på 100 læsere til arrangementerne. Forud går: Portrætinterview eller portræt i Berlingske Tidende. Omtale i Berlingske Tidende. Mulighed for at fremsende skriftlige spørgsmål. Efterfølgende: Kortfattet reportage. Web-tv på www.berlingske. Eventuelt chat med ministeren. Må jeg høre fra dig? Enten for at sige, at du ikke har tid/lyst eller - meget hellere - for at komme med forslag til dato(er)«. Sådan lyder invitationen i et brev, som Politiken har fået aktindsigt i, og som er afsendt 4. januar i år fra Berlingske Tidendes chefredaktør Karsten Madsen. Flere yderst venlige breve Invitationen er blot et af flere yderst venlige breve, som han har sendt til Statsministeriet. Som omtalt i Politiken i går, har Karsten Madsen også sendt håndskrevne og meget personlige breve til statsministeren. I et af dem ville han sørge for, at Berlingskelæserne kunne møde statsministeren og de andre nye ministre. Så hvis statsministeren kunne love, at han kom, ville Karsten Madsen til gengæld love redaktionel foromtale. Og sådan et løfte huer ikke fællestillidsmand Uffe Gardel. »Det er rigtig træls. Det kan nemt misforstås som et 'noget for noget'-arrangement. Og sådan foregår det ikke her. Omtale sker, hvis der sker noget, der er værd at skrive om. Hvis det løfte var forsøgt ført ud i livet, så havde det været et alvorligt problem. Men det har jeg ikke hørt skulle være tilfældet«, siger Uffe Gardel. Professor: Ikke så usædvanligt Professor i journalistik Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter tager lidt mere let på brevet. »Det er meget udbredt, at aviser laver reklame for deres arrangementer. Men det forekommer lidt usædvanligt at starte med et portrætinterview«, siger han. Koncerndirektør: Politiske kontakter en styrke Koncerndirektøren i Det Berlingske Officin, Joachim Malling, kan ikke se, at der er noget galt i, at avisens chefredaktør lover redaktionel omtale. Derudover henviser han til Karsten Madsen. Derimod vil Malling gerne kommentere de øvrige breve, hvori Madsen bl.a. skriver, at han optræder som regeringens 'defensor'.: »Det er en styrke ved en redaktør, at han har stærke politiske kontakter på tværs af det politiske spektrum. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at Karsten Madsen har brugt formuleringen 'defensor' i sit brev til statsministeren - enhver kender Karsten Madsens politiske ståsted«. Kontakt ingen hemmelighed Anders Fogh Rasmussen (V) betragter heller ikke brevene som »særligt opsigtsvækkende«. »Det er jo ingen hemmelighed, at Karsten Madsen og jeg i mange år har kendt hinanden og ofte har snakket sammen om dansk politik. Men det betyder bestemt ikke, at Karsten Madsens vurderinger og holdninger altid er identiske med mine. Jeg tror ikke, at han på nogen måde lader sin redaktion styre af, hvad jeg siger«, siger Anders Fogh Rasmussen. Det var torsdag ikke muligt at træffe Karsten Madsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her