Forsvarere pegede på sorte huller

Lyt til artiklen

Forsvarerne var ikke imponerede over anklagerens bevisførelse, da de i går afsluttede landets hidtil største røverisag med proceduren. En efter en pegede advokaterne på sorte huller i det billede, som anklageren har malet af de seks tiltaltes rolle i røverierne af over 50 mio.kr. fra en postbil og en pengetransport i marts og november 2000. »Anklageren er i bevisnød, og jeg synes, han indrømmer det på forbilledlig vis«, sagde Manfred Petersen, der er forsvarer for NH. »Nu drejer det sig om beviser. Selv om man måtte sidde med en fornemmelse af, at en tiltalt nok har noget med sagen at gøre, er det ikke nok. Man skal kunne anføre bestemte grunde til det«, understregede Manfred Petersen over for nævningerne. »Det er ikke nok at tro. Man skal vide«, understregede TH's forsvarer, Torben Jensen. Han mente, at det meste af det, som anklageren omtalte i sin procedure i tirsdags, hørte hjemme i 'jeg-tror-kassen'. Forsvarere tvivler Forsvarerne mente, at der kun er grundlag for at dømme de tiltalte for det, de har tilstået. Det vil indebære, at kun AJ og TH kan dømmes for røveri. De har erkendt røveriet af over 41 mio. kr. fra pengetransporten ved Glostrup, som AJ var chauffør på. PK og NH har erkendt hæleri fra røveriet af ni millioner fra postbilen ved Hillerød. MK og NP afviser enhver skyld. Selv om udbyttet slog alle rekorder, mente Torben Jensen, at det er tvivlsomt, om det store millionbeløb, er nok til at bringe røverierne ind under den skrappere røveribestemmelse, hvor strafferammen stiger fra seks til ti års fængsel. Det kunne i hvert fald ikke blive tilfældet for røveriet mod postbilen, mente advokaten. Han pegede på, at røveriet i 1999 af blandt andet landets eneste Rembrandt-maleri fra Nivaagaards Malerisamling i Nordsjælland ikke blev takseret efter den strenge røveribestemmelse. Selv om værdien på malerierne var et tocifret millionbeløb, og røverne slog en kustode omkuld, fandt et nævningeting, at sagen skulle straffes efter den almindelige røveriparagraf. Sagen fortsætter mandag Retssagen fortsætter på mandag, når nævningerne efter en retsbelæring fra retsformand Niels Johan Petersen trækker sig tilbage for at votere. Retsformanden opfordrede i går nævningerne til at tage tandbørste og pyjamas med i tilfælde af, at voteringen trækker ud. »Vi har et hotel parat, hvor De kan overnatte«, sagde han og forberedte nævningerne på, at de ikke får nogen kontakt til omverdenen, før de er færdige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her