Den næsten kronede regentduo i Dansk Folkeparti, partiformand Pia Kjærsgaard og formand for folketingsgruppen, Kristian Thulesen Dahl, vil gerne i regering. Men hvornår partiet vil lægge billet ind, afhænger af partiets egen styrke og af sammensætningen i Folketinget. »Jo mere vi får fundament, jo mere vi får bygget vores parti op, jo mere naturligt vil det da også være, at vi indgår i et regeringssamarbejde«, sagde Pia Kjærsgaard ved slutningen af partiets 7. årsmøde, der var en opvisning i fryd over partiets modning og indflydelse siden folketingsvalget i november. »Men vi står ikke og tripper«, siger Kjærsgaard, der dog ikke vil udelukke, at partiet vil gå efter ministerposter efter næste valg. »Hvis vi endnu en gang går frem, er det da muligt, at det er et tidspunkt«. EU til afstemning Pia Kjærsgaard afviser, at forskellen i EU-politik vil forhindre partiet i at danne regering med Venstre. Årsmødet blev holdt med sloganet 'Et frit Danmark' i metertyper bag podiet, og EU-modstanden vikarierer som efterårets mærkesag nummer ét, mens regeringen og DF's udlændingestramninger står sin prøve. Pia Kjærsgaard ønsker selve EU-medlemskabet sendt til afstemning sammen med en EU-forfatning, og partiet er voldsomt modstander af regeringens prestigeprojekt: udvidelsen med 10 nye lande. DF frygter, at et stort antal borgere fra de tidligere østlande vil søge til Danmark. »Hvorfor er det lige, at ethvert parti, der besidder regeringsmagten, absolut skal være fuldstændig villig til at indgå i alt, som foregår i EU. Det er da ikke nogen naturlov. Hvad med euroen, hvem vandt? Det gjorde Dansk Folkeparti - og folket«, siger Pia Kjærsgaard. På toppen som støtteparti Kristian Thulesen Dahl siger heller ikke nej til regeringsansvar - ad åre. Men lige nu er partiet på toppen som regeringens støtteparti. »Vi mener, at vi er absolut regeringsduelige. Men vores indflydelse er absolut størst i den rolle, vi har nu - og vil ikke blive øget af at gå med i regeringen. Vi går med, når vi mener, at det er den bedste måde at varetage vores vælgeres interesser på«. Kristian Thulesen Dahl fremhæver, at partiet nu frit kan vælge, om det vil være inde i varmen med regeringen - eller det vil markere egne standpunkter og stille krav. Han bruger det konservative regeringsparti som eksempel på et parti, der har problemer med regeringssamarbejdet. »Bare spørg de konservative. Har de siden valget følt, at de blev mere synlige? Jeg er ikke sikker på, at vi ville få mere indflydelse af at sidde i deres rolle«. Mere oplagt makker end K Pia Kjærsgaard peger på, at DF på mange områder er en mere oplagt makker for Venstre end de konservative. Blandt andet støtter DF Venstres - og dermed regeringens - skattestop, mens de konservative ønsker skattelettelser. Ifølge Thulesen Dahl vil Dansk Folkeparti satse på direkte regeringsindflydelse hvis partiets position trues - for eksempel hvis regeringen finder på at invitere Kristeligt Folkeparti indenfor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























