Frygt for ringere fødselshjælp

Lyt til artiklen

Jordemødrene på elleve små danske sygehuse advarer mod, at lukningen af de mindre sygehuse og deres fødeafdelinger vil få store konsekvenser for hele svangreomsorgen, fødselshjælpen og barselsplejen i Danmark. »Vi ser ofte, at jordemødrene på de store specialafdelinger skal tage sig af to-tre fødende kvinder ad gangen. Det er ganske uacceptable arbejdsvilkår, og det må give problemer, når der nu kommer endnu flere fødende ind på afdelingerne«, siger jordemoder Bodil Nørgaard, Kalundborg Sygehus. Savner overordnet plan Hun taler på vegne af jordemødre fra to sjællandske og ni jyske sygehuse, herunder de tre lukningsdømte sygehuse i Århus Amt, Grenaa, Odder og Samsø. Jordemødrene savner en overordnet plan for fødetilbuddene i Danmark i lyset af, at flere og flere små fødesteder lukkes. Samtidig advarer de om, at travlheden på de store sygehuse kan blive fatal. Syv dødsfald siden 1995 De henviser til, at der siden 1995, ifølge Forbrugerrådets blad Tænk X Test, har været syv tilfælde, hvor børn er døde på grund af travlhed på fødeafdelingerne. »På de små afdelinger lever vi op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der siger, at den fødende bør have en jordemoder hos sig kontinuerligt. Det er ikke altid muligt på de store afdelinger«, siger Bodil Nørgaard. ARF deler ikke bekymring Næstformanden i Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, Anne Grethe Lund Hansen, Roskilde, (V), deler ikke bekymringerne. »Man kan sagtens have gode fødeafdelinger, selv om man centraliserer. Både mor og barn får den bedste sikkerhed på de store sygehuse, fordi man der er tæt på ekspertisen, hvis noget skulle gå galt«, siger hun. Skejby-jordemoder mener nok at det går Chefjordemoder Anette Nonboe, Skejby Sygehus, mener godt, at sygehuset kan opsuge de ekstra fødsler, der bliver en konsekvens af sygehuslukningerne i Århus amt. Hun peger bl.a. på, at fødselstallet er dalende. »Jeg er lidt ked af, at man skyder specialafdelingerne i skoene, at de fødende får det ringere her. Desuden er det min fornemmelse, at de gravide i dag er blevet en anderledes brugergruppe. De unge er flasket op med moderne teknik, og de vil have den bedste behandling, de kan få«, siger Anette Nonboe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her