Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Afrika-topmøde trues af aflysning

Lyt til artiklen

Den stærkt omstridte præsident i Zimbabwe, Robert Mugabe, er årsagen til, at et topmøde i København om fire uger mellem EU og de sydafrikanske lande nok må aflyses. På mødet skulle man blandt andet diskutere handel og nye aftaler om udvikling til det sydlige Afrika, der hærges af sult og en løbsk udbredelse af hiv og aids. Indrejseforbud giver kaos Det er EU's indrejseforbud mod Zimbabwes politiske elite, der bringer topmødet i fare. Forbuddet omfatter både Zimbabwes udenrigsminister, Stan Mudenge, og direktøren i hans ministerium. Lige nu skændes EU-landene om, hvordan problemet skal løses. Afrikanere truer med boykot Hvis man dropper invitationen til Zimbabwe, truer flere andre af de afrikanske lande med at boykotte mødet. Og den situation vil unionen med det danske formandskab i spidsen helst undgå. Formandskabskilder bekræfter, at topmødet næppe kan gennemføres som planlagt. »Men det er vigtigt at finde en løsning, hvor EU bevarer troværdigheden uden på den anden side at skade de gode forbindelser til det sydlige Afrika«, siger en kilde. Tilskud stoppet Udenrigsministeriet har allerede stoppet tilskuddet til fire danske græsrodsorganisationer, som skulle være værter for et alternativt møde med 70 afrikanske deltagere i dagene op til topmødet 7.-8. november. »Vi havde købt flybilletter og reserveret hoteller, men nu får vi altså ikke pengene og kan ikke gennemføre mødet«, siger Morten Nielsen, der er formand for Sydafrika Kontakt, en af de fire græsrodsorganisationer. Intern uenighed EU-landene er uenige om, hvordan nødden skal knækkes. Storbritannien og ikke mindst Holland insisterer på, at Zimbabwe ikke kan inviteres til Europa, og foreslår at mødet flyttes til Mozambiques hovedstad, Maputo. Andre lande - som Frankrig - vil fortsætte dialogen og samarbejdet med Zimbabwe og mener, at Mugabes land bør deltage i topmødet på lige fod med de 13 andre lande i samarbejdsorganisationen for det sydlige Afrika, SADC. Ikke gode odds for møde Et forslag om at gennemføre mødet i København på embedsmandsniveau vurderes ikke at have mange chancer, fordi det så vil være svært at indgå bindende aftaler. Det er også tvivlsomt, om EU's udenrigsministre kan lokkes til at flyve den lange vej til Maputo på et tidspunkt, hvor unionen arbejder på højtryk for at få udvidelsen med de ti kandidatlande på plads. Det mest sandsynlige er derfor, at topmødet mellem EU og Afrika udskydes til næste år, hvor Danmark overdrager EU-formandskabet til grækerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her