Afghanere sultestrejker mod asylafslag

Lyt til artiklen

Otte-ni afghanske asylansøgere sultestrejker på fjerde dag i Dansk Røde Kors' asylcenter i Kongelunden på Amager, fordi den ene som den første har fået Flygtningenævnets afslag på asyl efter regeringens strammede asylregler for afghanere. Regeringen har strammet reglerne, fordi det ikke længere vurderes som farligt for afghanske flygtninge at rejse hjem til Afghanistan. De sultestrejkendes tilstand er foreløbigt stabil, men da de hidtil hverken har taget føde eller væske til sig, er flere af dem nu så afkræftede, at de er blevet overtalt til at drikke lidt, oplyser pressechef i Dansk Røde Kors' Asylafdeling, Annette Haugaard, til Ritzau. Blandt de sultestrejkende mænd og kvinder er to børn under 18 år, som aktionerer sammen med deres mor. Penge for at rejse hjem Den danske regering besluttede i slutningen af august at tilbyde alle afghanske asylansøgere 18.000 kroner oven i billetten, hvis de opgiver deres asylansøgning og rejser hjem. Tilbuddet fra regeringen gælder til 1. november. Normalt tilbyder staten først flygtninge støtte til at rejse hjem, når de har fået asyl, og det dermed er sikkert, at de har ret til at være her i i hvert fald en periode. Afghansk nej til hjemsendte En danskstøttet hjælpeorganisation i Afghanistan, Den Danske Komité for Hjælp til Afghanistan, DACAAR, meddelte i begyndelsen af oktober til Politiken, at landet ikke kan klare at tage sig af flere hjemvendte flygtninge. »Jeg opfordrer til, at Danmark og andre vestlige lande ikke presser afghanere til at tage tilbage lige nu. Forholdene er ikke til at tage imod flere flygtninge - der mangler elektricitet, huse, brændsel, bytransport, og skolesystemet skal forbedres«, siger Asadullah Akramyar, personalechef i DACAAR. Organisationen arbejder for at give de flygtninge, der vender tilbage, en bedre mulighed for at klare sig selv, og for at udvikle et lokaldemokrati i Afghanistans landsbyer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her