Regeringen har filet enkelte hjørner af sit udspil til en reform af arbejdsmarkedet. Tre indrømmelser er det blevet til: Svage unge under 25 år slipper for at ryge ned på SU-sats efter et halvt års ledighed - hvis de har sociale problemer, psykiske/fysiske handicaps eller har børn. Nedslidte 58-59-årige slipper for at blive sendt i meningløs aktivering. Og virksomheder vil blive overvåget for at sikre, at de ikke misbruger arbejdskraft med løntilskud. Dansk Folkeparti er tilfreds Med de tre indrømmelser fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er det kun et spørgsmål om formuleringer i den endelige forligstekst, for at Dansk Folkeparti stemmer for. »De værste knaster er ryddet af vejen«, siger Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted. DF: 'Godt med gulerod til indvandrere' Dansk Folkeparti er ikke skeptiske over for regeringens ide om at skære i kontanthjælpen til par. Partiet mener, at det vil være en »gulerod« især for mange indvandrere til at finde et arbejde. Har søgt et bredt forlig Beskæftigelsesministeren har i de seneste to uger haft intense forhandlinger om regeringens udspil »Flere i Arbejde« for at få et bredt forlig. Regeringens mål er ved en række stramninger i reglerne for ledige at skaffe 14.000 fuldtidsbeskæftigede. Tæt på mål Også de radikale er ved at være i mål. Et af partiets mærkesager er at opgive meningsløs aktivering, hvilket regeringens udspil lægger op til. En anden mærkesag er, at skatten på arbejde skal ned, og her findes de radikales ultimative krav: »Vi vil have skrevet ind i forliget, at alle de penge, som spares ved reformen skal bruges til at sætte skatten ned på arbejde. Ellers stemmer vi ikke for«, siger arbejdsmarkeds- og skatteordfører Anders Samuelsen. S tøver S vakler stadig. Arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen siger, at partiet er modstandere af regeringens ideer om at straffe et nej til job eller aktivering med fem uger uden ydelse. Partiet er også modstander af at nyuddannede skal være medlem af en a-kasse i ét år mod i dag én måned, før de er dagpengeberettigede. »Men vi er ikke principielt afvisende overfor et loft over kontanthjælpen«, siger Jan Petersen. Hermed lægger han sig på den forligsvenlige side af beskæftigelsesministeren, som på forhånd har afstemt store dele af forslaget med LO. Ufravigelige krav For ministeren er et loft over kontanthjælp og en ydelse på SU-niveau til unge under 25 ufravigelige krav. »Der er nogle steder, hvor systemet i dag direkte modarbejder, at mennesker går ud og tager et arbejde«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























