Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Hård socialdemokratisk kritik af socialt råd

Lyt til artiklen

Socialdemokraterne anklager det nye og uafhængige sociale råd for utroværdighed og for at gå regeringens ærinde. Kritikken skyldes, at »Rådet for Socialt Udsatte« har offentliggjort en rapport, der viser, at amter og kommuner ikke skærer på bevillingerne til socialt udsatte som stofmisbrugere, hjemløse og prostituerede. Tværtimod. Jespersen: Forhastet og for regeringsvenligt Det er socialordfører Karen Jespersen (S), der går til angreb på Rådet for Socialt Udsatte, som regeringen har nedsat for at holde øje med udviklingen for samfundets svageste. Karen Jespersen anklager rådet for at drage forhastede og for regeringsvenlige konklusioner af en rapport fra Oxford Research, som for rådet har analyseret budgetforslagene fra amterne og de seks største kommuner. Oxford Research konkluderer selv på baggrund af undersøgelsen, at »der forventes en samlet stigning på otte procent i amter og kommuners udgifter til socialt udsatte grupper fra 2002 til 2003«. De socialt udsatte defineres som stofmisbrugere, hjemløse, prostituerede og de mest udsatte blandt alkoholmisbrugere og sindslidende. Debat om myter Rapporten fik torsdag Rådet for Socialt Udsatte til at udsende en pressemeddelelse med overskriften »Myten om nedskæringer over for de socialt udsatte er gennemhullet«. Men den konklusion er der ikke basis for i rapporten, mener Socialdemokraterne efter at have gået tallene efter. »Det er helt utilgiveligt og en hån mod socialt udsatte, når regeringen og rådet drager håndfaste konklusioner om en styrket indsats for de svageste, når den virkelighed, der opleves i kommuner og blandt brugerne, viser det modsatte«, siger Karen Jespersen. »Vi er desværre nødt til at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden i Rådet for Socialt Udsatte, når de på et så tyndt grundlag går regeringens ærinde for at dække over de besparelser, regeringen reelt tvinger kommunerne ud i på det sociale område som følge af skattestoppet«. Formand: Forfejlet kritik Men den kritik er forfejlet og skudt langt over målet, mener rådets formand Preben Brandt. »Det er ikke fair at beskylde os for bestemte intentioner om at støtte nogen, bare fordi vi siger, at noget er fornuftigt«, siger Preben Brandt, der også gør opmærksom på, at rådet tidligere har kritiseret regeringen. »Faktisk blev jeg selv overrasket over rapporten. Jeg forventede selv, at den ville vise et andet billede, og jeg var ret sikker på, at konklusionen ville være kritisk over for regeringens politik«. Forbehold for fejl Netop derfor har Rådet for Socialt Udsatte lagt vægt på at få udarbejdet rapporten hurtigt. Så man kunne nå at sætte gang i en debat, inden politikerne i amter og kommuner endeligt vedtager budgetterne for 2003. Det skal ske inden 15. oktober. »Så det er gået hurtigt, og derfor kan der selvfølgelig være fejl i undersøgelsen. Og hvis nogen kan pege på forkerte tal, så vil vi naturligvis kigge på det«, siger Preben Brandt. »Men jeg har altså gennemgået undersøgelsen ret grundigt, og så dum er jeg heller ikke«. Venstre mener, at Karen Jespersens kritik bare skyldes, at »hun ikke kan lide konklusionerne« i rapporten. »Men selvfølgelig er vi også opmærksomme på, hvad der sker lokalt. Om nogle for eksempel kommer i klemme på grund af kassetænkning mellem amter og kommuner«, siger politisk ordfører Jens Rohde (V). Mere tilbundsgående analyse på vej Han opfordrer det sociale råd til at lave endnu en analyse, når budgetterne er vedtaget 15. oktober, så alle kan få et endeligt overblik over det politisk betændte socialområde. Og det vil rådet meget gerne. »Vi er helt indstillet på at lave en mere tilbundsgående undersøgelse og komme endnu længere ned i tallene. Vi vil naturligvis holde skarpt øje med udviklingen«, siger Preben Brandt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her