Løkke-penge er ikke lykken

Lyt til artiklen

Løkke-posen med 1,5 milliarder kroner til afvikling af ventelister på landets sygehuse er faldet som lidt af en bombe og har mange steder sprængt initiativet til en ny og bedre tilrettelæggelse af arbejdet i stykker. Kritikken af de ekstra penge, som er opkaldt efter sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), var en af konklusionerne, da Amtsrådsforeningen fredag samlede folk fra sygehussektoren for at komme med bud på, hvordan faggrænserne rives ned og arbejdet gøres både mere smidigt og effektivt. Af hensyn til både patienten og økonomien. 53 overenskomster ingen hindring Baggrund for debatten var regeringens eget rådgivende sundhedsudvalg, som 100 dage efter regeringsskiftet kom med det første bud på, hvor forhindringerne for en effektiv arbejdstilrettelæggelse ligger. Det såkaldte 100-dages-udvalg med sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen som formand gentog konklusionerne om, at det faktisk ikke er de 53 overenskomster for de forskellige sygehusansatte, der er på tværs. »Lad os - igen - slå den myte ihjel, at overenskomsterne forhindrer en bedre arbejdstilrettelæggelse og opgaveglidning mellem grupperne. Der er heller ingen regler, som forhindrer, at opgaverne fordeles anderledes, og at lægen selv skubber en seng i stedet for at vente på en portør. Men det er spørgsmålet, om ikke de ekstra 1,5 milliarder kroner har skubbet projekter med en bedre arbejdstilrettelæggelse i baggrunden«, sagde Kjeld Møller Pedersen. Betænkelig midlertidighed Professoren er især betænkelig ved, at pengene er midlertidige. »Jeg tror såmænd godt, den saltsvandsindsprøjtning til sygehusene kan have skabt kreativitet og nye måder at arbejde og samarbejde på. Problemet er, at når pengene er brugt i midten af 2003, risikerer disse nye metoder at gå til grunde«, siger han, som ikke har til umiddelbar opgave at rådgive regeringen i økonomiske anliggender. Alligevel siger han, at det vil være en god idé, at en del af de ekstra bevillinger bliver videreført. Flytter fokus Han blev suppleret af en kvindelig kollega fra-100-dages udvalget, som var endnu mere klar i talen: »Løkke-pengene udgør et problem, fordi de flytter fokus hen til de 8-10 procent af patienterne, som står på venteliste, og væk fra de mange - blandt andet medicinske patienter. De betyder, at der bliver for meget fokus på afvikling og for lidt på udvikling. Pengene er en barriere«, sagde hun. Formand for Amtsrådsforeningen Kristian Ebbensgaard (V) glædede sig over, at det ikke er regler, som hindrer en bedre udnyttelse af arbejdskraften på sygehusene. »Men sygehusene er så komplekse arbejdspladser, at det hverken er for amatører eller nervøse gemytter. Faktisk svarer det til at være formel 1-racekører: Det går vanvittigt stærkt, blikket skal rettes fast mod målet, foden skal holdes på speederen, sikkerheden skal være i top, og man skal være parat til at reagere hurtigt og ændre kurs undervejs««, sagde formanden. Og gav dermed forklaringen på, at alle stolesæder i Falkoner Centret på Frederiksberg hilste deltagerne velkommen med en lille legetøjsbil. Nyt samarbejde I forbindelse med konferencen er der samlet en række konkrete eksempler på, hvordan faggrænserne kan rives ned, og hvordan de forskellige personalegrupper kan bruges bedre. Her nogle eksempler:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her