Politi tjekker rocker-øjne en gang til

Lyt til artiklen

Kriminalpolitiet i Helsingør har fået en skuffelse - og et nyt håb - i efterforskningen mod de tre yngre mænd fra Bandidosrockermiljøet, der torsdag blev varetægtsfængslet i forbindelse med røveriet mod en bankfilial i Ålsgårde i juni og drabet på den 41-årige Michael Picard, som forsøgte at forhindre røveriet. Politiet arbejder i disse dage med at skaffe materiale, der kan få de to røveri- og mordsigtede Bandidosrockere i sagen identificeret som dem, der faktisk udførte røveriet og drabet. Indtil fredag havde politiet fæstet lid til, at kollegerne i det amerikanske forbundspoliti FBI med moderne teknologi kunne undersøge røvernes øjenpartier på billederne fra bankens overvågningskamera og matche dem med billeder i politiets forbryderalbum. Amerikansk øjetjek mislykkedes Vicekriminalinspektør Karl Erik Agerbo fra Helsingør Politi kan nu fortælle, at FBI melder pas. Samtidig har et eller flere danske firmaer meldt sig som mulige nye samarbejdspartnere. De danske eksperter kan ifølge vicekriminalinspektøren muligvis udføre den opgave, som FBI viste sig ikke at kunne magte. »Og det vil da være rart, hvis det kunne lykkes«, siger Karl Erik Agerbo. Han lægger ikke skjul på, at der er brug for så mange indicier og beviser, som overhovedet kan fremskaffes, for at få de nu fængslede dømt. Fjerde person jagtes stadig Politiet jagter stadig en fjerde person, som sigtes for medvirken. Karl Erik Agerbo vil ikke modsige Ekstra Bladets oplysninger fra fredag, at det drejer sig om en tidligere Hells Angels-rocker, der blev udstødt fra sin bande og nu er gået over til Bandidos. En mand, der blandt andet har afsonet halvandet års fængsel for et knivoverfald på rivaliserende rockere i den norske by Trondheim. Og som overlevede et skudattentat i den svenske by Helsingborg. Karl Erik Agerbo siger til Politiken, at den fjerde mand kun har en mindre rolle i sagen. Men han erkender, at oplysninger tidligere på ugen fra politiet om, at den eftersøgte fjerde mand i røveri- og drabssagen ikke skulle være farlig, næppe holder helt stik. »I de kredse kan man jo aldrig vide, om folk kan være farlige«, tilføjer vicekriminalinspektøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her