Firmaer vil undgå ventelister

Lyt til artiklen

Den nye lov om skattefrie sundhedsforsikringer vil få endnu flere virksomheder til at forsikre deres medarbejdere mod at havne på en offentlig venteliste. Det skattefrie frynsegode har øget interessen hos erhvervslederne, som også ser velvilligt på kravet om, at skattefrihed kræver lighed for alle medarbejdergrupper. Det viser en rundspørge til omkring 200 chefer i danske virksomheder med over 50 ansatte, som Dansk Markedsanalyse har foretaget for forsikringsselskabet Skandia Lifeline. Skandia Lifeline sælger sundhedsforsikringer og undersøger derfor jævnligt de sundhedspolitiske holdninger i erhvervslivet. Nye regler hindrer beskatning I foråret ændrede regeringen skattereglerne, så medarbejdere ikke længere bliver beskattet af værdien af en sundhedsforsikring, som arbejdsgiveren har tegnet. Dansk Folkeparti sikrede flertal for loven, men stillede som betingelse for skattefriheden, at alle medarbejdere skal være dækket. Så en virksomhed ikke med offentlig støtte kan forsikre de ledende medarbejdere, men ikke 'manden på gulvet'. Det politiske kompromis mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev, at en virksomhed kun kan lave enkelte begrænsninger. Arbejdsgiveren kan beslutte, at en medarbejder skal arbejde et vist antal timer for at få sundhedstilbuddet. Eller at tilbuddet kun gælder ansatte, der har været i virksomheden et bestemt antal år. Bør gælde alle medarbejdere Og erhvervslederne er tilsyneladende enige i, at et skattefrit tilbud bør gælde alle medarbejdere. Det giver 70 pct. af de adspurgte erhvervsledere i undersøgelsen udtryk for. »Det svarer nok meget godt til den danske tradition med en rimelig solidarisk holdning til tingene, og det er da også ganske fornuftigt at få folk på gulvet med«, siger Skandia Lifelines direktør Svend Erik Christensen. Den solidariske holdning er dog ikke helt så udtalt, når man ser på, hvad arbejdsgiverne har gjort indtil nu. Kun 36 pct. af de virksomheder, der har sundhedsforsikringer, har sørget for at dække alle medarbejdere. Undersøgelsen afslører dog ikke, om det skyldes modstand fra medarbejderne, fordi de ikke har villet betale den ekstra skatteregning. Rundspørger bekræfter forventet boom Da lovændringen blev vedtaget, forudså flere forsikringsselskabet et fornyet boom i antallet af sundhedsforsikringer, som i forvejen er steget meget de seneste år. Og den forventning bekræfter rundspørgen. Ni ud af ti erhvervsledere regner med, at efterspørgslen vil stige voldsomt i de kommende år, og 37 pct. mener, at de nye skatteregler vil påvirke deres egne overvejelser. Tiltroen til, at regeringen kan fjerne ventelisterne på de offentlige sygehuse er da også til at overse. Undersøgelsen viser, at kun 15 pct. af erhvervslederne spår regeringen succes med den opgave, og at kun hver femte tror på den gængse politiske opskrift at sende flere penge til sygehusene. Opfølgning mangler Undersøgelsen afslører også, at trods stor interesse for at forebygge sygdom blandt medarbejderne, har kun få virksomheder en egentlig sundhedspolitik. Eller et overblik over om f.eks. rygepolitikken virker, eller motionsrummet bliver brugt. »Der er jo ikke noget galt i at købe rygeafvænning eller rygmassage, men både virksomhed og medarbejdere kan få langt mere ud af det, hvis man starter med at undersøge holdninger og behov, og så følger løbende op«, siger Svend Erik Christensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her