Det er mishandling at fastspænde psykisk syge mennesker med bælte og fod- og håndremme i dage, uger og måneder, sådan som det sker på en række lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark. Det mener Europarådets Torturkomite, der i en ny rapport om Danmark opfordrer de danske myndigheder til som en hastesag at tage brugen af bæltefiksering af psykisk syge op til revision. Torturkomiteen besøgte i januar-februar de lukkede psykiatriske afdelinger i Glostrup, Nykøbing Sjælland og Haderslev og mødte her bl.a. en patient, der have ligget fastspændt i 17 dage med kun en enkelt kort afbrydelse. I rapporten erkender komiteen, at det kan være nødvendigt at fastspænde patienter i en kort periode, men konkluderer: »At anvende midler til fysisk tvang mod psykiatriske patienter i dagevis kan ikke have nogen medicinsk berettigelse og er efter komiteens opfattelse ensbetydende med mishandling. Derfor anbefaler komiteen, at praksis for fiksering af patienter bliver genovervejet som en hastesag«. 'Ikke almindeligt i andre lande' Den islandske psykiater Pétur Hauksson deltog i besøget og blev meget forbavset over det, han så. »Den meget langvarige fiksering er ikke almindelig i andre lande«, siger han. Brugen af tvang mod psykisk syge i Danmark har været støt stigende de seneste 10 år. Og selv om staten og amterne de seneste seks år har brugt milliardbeløb på nye bygninger og omkring 800 nye enestuer på de psykiatriske hospitaler, så fortsætter tvangen med at stige, viser de seneste opgørelser fra Sundhedsstyrelsen. I år 2000 blev hver femte psykiatriske patient - 4.995 personer - udsat for en eller anden form for tvang. 'Utilstrækkelig terapi' Torturkomiteen konstaterer, at der er skabt gode bygningsmæssige forhold og gjort meget for at skabe en god atmosfære på afdelingerne. Men den kritiserer, at der er for få læger og psykologer og beskriver den psykoterapeutiske behandling som »utilstrækkelig«. Komiteen efterlyser, at patienterne får noget meningsfuldt at beskæftige sig med under indlæggelsen, og den sætter spørgsmålstegn ved behandlingen af frivilligt indlagte, som indlægges på en lukket afdeling. Sind: 'Deprimerende' Formanden for Landsforeningen Sind, tidligere folketingsmedlem Peter Duetoft, betegner rapporten som »deprimerende«. »Og den gennemhuller forestillingen om, at hvis bare de fysiske forhold blev bedre, så ville tvangen blive mindsket«, siger han. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at det er overraskende, at bedre fysiske forhold ikke har ført til mindre tvang, og han vil overveje komiteens forslag. »Den sætter fingeren på nogle ømme punkter, som vi er nødt til at se på«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























