Forslag om center for bivirkning

Lyt til artiklen

Læger indberetter kun hver tiende patient med bivirkninger fra lægemidler. Derfor opfordrer Forbrugerrådet til, at der indføres et bivirkningscenter efter svensk model, hvor patienter, der mener, at de lider af bivirkinger fra medicin, registreres. Opfordringen kommer, efter at Forbrugerrådet på godt to måneder har fået lige så mange henvendelser fra danskere, der mener, de har fået voldsomme bivirkninger fra slankepillerne Letigen, som Lægemiddelstyrelsen har fået fra lægerne på 12 år. »Vi vil have et bedre overblik over bivirkningerne, da der i dag sker alt for få indberetninger. Alle lægemidler er farlige stoffer, og der er bivirkninger forbundet med dem alle. Derfor skal vi have et sted, hvor forbrugerne kan henvende sig og blive taget alvorligt«, siger Margrethe Nielsen, Forbrugerrådet. Hun understreger, at der skal være et link mellem et sådant 'Forbrugernes bivirkningscenter' og Lægemiddelstyrelsen, da det i sidste ende er den, der officielt forholder sig til lægemidlers bivirkninger. Apoteker støtter forslag Inger Duus Nielsen, chef for lægemiddelafdelingen i Apotekerforeningen, støtter forslaget. Hun mener, at et bivirkningscenter kan give flere indberetninger og dermed et bedre grundlag at belyse bivirkninger ud fra. »Patienter bør inddrages på et kvalificeret grundlag, som et væsentligt element i lægemiddelovervågningen, og den opfattelse støttes også af Dansk Selskab for Patientsikkerhed«, siger Inger Duus Nielsen. Inspirationen er hentet fra det svenske forbrugerinstitut, Kilen, der årligt får mere end 4.000 henvendelser fra folk med formodede bivirkninger fra lægemidler. »De, der kender bedst til bivirkninger, det er altså patienterne selv. Det er jo deres kroppe«, siger Lena Westin, direktør i Kilen: »Da lægerne ikke altid tager patienternes frygt alvorligt, har de et behov for at kunne gå et andet sted hen, og i Sverige er det Kilen. Vi er der så til at samle deres viden og se den i forhold til deres medicin og sygdom«. Lægemiddelstyrelse afviser Lægemiddelstyrelsen herhjemme er ikke interesseret i et nyt organ til bivirkninger. Karsten Jørgensen siger: »Hvis vi skal bruge indberetninger fra patienter, vil vi selv have oplysningerne, i stedet for at de først skal gennem et andet organ. Men udviklingen går i retning af, at patienterne også skal høres, uden at lægerne nødvendigvis skal fungere som filter. Men vi har endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt vi vil bruge patientindberetninger«. Formanden for de praktiserende læger, Jørgen Lassen, er skeptisk over for effekten af den svenske model: »Hvis revl og krat bliver indberettet, ud fra hvad patienterne selv tror er bivirkninger fra medicin, så får vi et bjerg af informationer, som jeg ikke tror, vi kan bruge til noget som helst«, siger Jørgen Lassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her