Vrede over skrotning af fartdæmper

Lyt til artiklen

Antallet af trafikulykker kan reduceres med op mod en tredjedel, hvis alle biler har ISA-teknikken, der ved hjælp af lyd/lys eller et slag i gaspedalen signalerer, når fartgrænsen overskrides. Det viser resultatet fra verdens største forsøg med den intelligente farttilpasning, ISA, i Sverige. Nabolandet vil på den baggrund indføre teknikken som standardudstyr i alle svenske biler fra 2010. Helt godnat Derfor er Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne meget utilfredse over regeringens sparekrav fra foråret på trafikområdet, der fjernede fundamentet for et ISA-forsøg i Børkop i Østjylland til fem millioner kroner. »Det er fuldstændig godnat at spare penge på et forsøg, der kan spare det offentlige for utrolig mange millioner kroner. I det hele taget forstår jeg simpelthen ikke, at regeringen har skåret i den pulje, der skal forebygge trafikulykker«, siger de radikales trafikpolitiske ordfører, Martin Lidegaard. Han henviser til tal fra Rådet For Større Færdselssikkerhed, der viser, at en tilskadekommen i trafikken koster i snit 1,5 millioner kroner, og at staten årligt bruger 14 milliarder kroner på ulykkesofre. S: Dumt at skære i trafiksikkerhed Socialdemokraternes trafikordfører, Poul Andersen, har svært ved at se perspektiverne i regeringens besparelse: »Alle ved, jo højere fart - jo flere ulykker. Derfor er ISA interessant, da det adviserer chaufføren, når hastigheden overskrides. Jeg synes, det er utrolig ærgerligt, at regeringen skar i midlerne til udvikling af netop færdselssikkerheden«, siger han. SF: Danmark bør arbejde med ISA Poul Fischer fra Dansk Folkeparti vil ikke forholde sig konkret til besparelserne på det danske forsøg, men kalder de svenske resultater for »meget spændende«. Han mener, der bør arbejdes med mere differentierede hastigheder på de danske veje, men kobles det sammen med ISA som en frivillig ordning, kan det have en »yderst positiv effekt«. Også SF er utilfreds med, at man har skåret pengene til ISA-forsøget bort. »I øjeblikket bliver der ikke gjort noget for trafiksikkerheden, og det er ærgerligt. ISA er et af de områder, man burde arbejde med«, siger Margrethe Auken, der selv har kørt i en bil med ISA-system.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her