HS rasende på regeringen

Lyt til artiklen

I hovedstaden er vreden i forreste række, og i landets øvrige amter er glæden til at overse. De negative reaktioner spændende fra gråt til begsort gælder den nye aftale om, hvordan regeringens 1,5 milliarder kroner til afvikling af ventelister på sygehuse skal fordeles. Mest hidsig er Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S). Som hovedsponsor og -ejer af Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) er han rasende - både over aftalens indhold og over, at HS slet ikke har været inddraget i forhandlingerne om et nyt regelsæt. »HS dækker 15 procent af landets sygehuse, og så er det da højst ejendommeligt - for ikke at sige rasende urimeligt - ikke at tage os med ved bordet, når en eksisterende aftale ændres midt i forløbet«, siger Kramer Mikkelsen. Han kan heller ikke skjule sin vrede over, at aftalen ifølge beregninger i HS betyder, at HS står til at miste mellem 20 og 30 millioner kroner i tilskud som følge af den nye aftale. Nej til nye spilleregler Også den anden ejer af HS, Frederiksberg Kommune, er utilfreds med de nye vilkår og den måde, de er kommet til verden på: »Man ændrer jo ikke spillereglerne midt under en fodboldkamp«, siger Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K). Sammen med Kramer tager han straks mandag morgen kontakt til regeringen og beder om en ny forhandling, så også det københavnske sygehusvæsen får indflydelse på de nye regler. Den ændrede aftale er indgået mellem Amtsrådsforeningen og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og formålet er at få sat mere skub i de 1,5 milliarder kroner, som regeringen i indeværende år har afsat til præmiering af de amter, som rubber operationsknivene ekstra og korter ventelisterne ned i nærheden af ventelistegarantien på to måneder. Problemet med den oprindelige aftale, som tog sit afsæt i planlagte operationer - altså ikke akutte - har været, at kun nogle få amter har fået del i puljen på de 1,5 milliarder kroner. Det gælder Nordjyllands, Viborg, Fyn, Bornholms og Storstrøms amter. Til gengæld har folkerige amter som København og Århus plus HS overhovedet ikke været i nærheden af udbetalinger fra puljen. Afviser anklage Samtidig har sundhedsministeren anklaget de amter, som har fået del i midlerne, for at fifle med inberetningerne, og det har fået Nordjyllands amtsborgmester, Orla Hav (S), til at svare igen: »Det er helt ude, hvor der ingen bund er i tingene. Nordjyllands Amt har til punkt og prikke overholdt de regler, som udløser penge«, siger han og tilføjer til DR Nordjylland, at ministerens tone »gør det svært at have et tillidsfuldt samarbejde med ministeren«. Amtsrådsforeningen ikke vild med ny aftale Amtsrådsforeningen er i det hele taget ikke vildt begejstret for den nye aftale - akkurat som de heller ikke var forelsket i den gamle. »Med den nye aftale flyttes fokus, for nu tæller både planlagte og akutte behandlinger med. Det betyder formentligt, at Århus kan få del i pengene. Københavns Amt kommer i nærheden. Aftalen er stadig uretfærdig, men nu er det bare nogle nye, det går ud over«, siger administrerende direktør i Amtsrådsforeningen Otto Larsen, som gentager det amtslige synspunkt om, at de ekstra penge burde været lagt oven i bloktilskuddet i stedet for fordelt som puljepenge efter sindrigt regelsæt. Endnu er der ikke overblik over, hvor mange af de 1,5 milliarder kroner der er tilbage at operere for. Desuden er der yderligere afsat 300 millioner kroner til det samme formål til næste år, som også skal udbetales efter de nye regler. Først i begyndelsen af den kommende uge får Amtsrådsforeningen et mere nuanceret overblik over, hvilke amter der bliver vindere - og i hvor stort omfang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her