Danskere, der mister en nær slægtning under voldsomme omstændigheder, for eksempel ved drab, grov vold eller hensynsløs kørsel, skal have en særlig erstatning, mener justitsminister Lene Espersen (K) og et flertal af folketingets partier. I den kommende uge fremsætter ministeren et lovforslag om en ændring af erstatningsansvarsloven, skriver Mogenavisen Jyllands-Posten. Op til 100.000 kr. Ændringen vil betyde, at ægtefæller og samlevere, børn og forældre og andre nære pårørende, der mister en slægtning ved et voldsomt drab, kan få en særlig erstatning på op til 100.000 kr. for deres lidelser. Pengene skal gives ved siden af den erstatning, familien får for økonomiske tab og for udgifter i forbindelse med dødsfaldet. Initiativet kommer på baggrund af en betænkning fra en arbejdsgruppe, som i fjor blev nedsat under daværende justitsminister Frank Jensen (S). Forslaget skønnes at koste knap 10 millioner kroner om året afhængigt af antallet af drab.
Drabsofres efterladte skal have større erstatning
Lyt til artiklen