Farums byrådsmedlemmer må til lommerne

Lyt til artiklen

Med de kritiske revisionsbemærkninger om overforbruget af vin, mad, rejser og anden repræsentation i Farum har byrådet det nødvendige grundlag for at kradse penge hjem fra de medlemmer af byrådet, der har deltaget i festen, samt andre samarbejdspartnere. 'Byrådet kan hente pengene hos de ansvarlige' Det fastslår Jakob Næsager, fuldmægtig i Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, over for B.T. på baggrund af de forhold, Kommunernes Revision har afdækket. »Hvis man lægger oplysningerne i B.T. til grund, og hvis Farum Kommune stoppede med at betale for Farum Boldklubs rengøring, ville kommunen straks have et sted mellem fem og 10 millioner kroner i hånden. Men det er måske lettere for byrådet at bede regeringen om flere penge til at fortsætte festen, end det er at hente dem hos Peter Brixtofte, Farum Boldklub og de øvrige kolleger i byrådet«, siger Jakob Næsager. Overvejer anbefaling af retligt efterspil »Alle de her revisionsberetninger er ikke for sjovs skyld, men for at byrådet kan tage konklusionerne og med dem i hånden gå ud og hente pengene. Det er ikke skrivebordsøvelser«, siger Jakob Næsager. Tilsynsrådet ventes inden for to uger at afgøre, om der bør rejses straffesag mod byrådsmedlemmerne i Farum for groft at have tilsidesat deres pligt til at sikre, at der er orden i økonomien. Afventer forklaring på millionunderskud Økonomiudvalget i Farum får tirsdag en grundig redegørelse for, hvordan der kan være en forskel på omkring 256 millioner kroner på opgørelsen af kommunens underskud for 2001. Farum Kommune har selv opgjort sit underskud til 83 millioner, men en ny og stærkt kritisk revisionsberetning fra Kommunernes Revision taler om et underskud på hele 339 millioner kroner. 'Fejl umuliggør præcis status' Men revisorerne fastslår samtidig, at kommunens regnskaber og bogføring er så mangelfuld og fyldt med fejl, at det er umuligt at lave en helt præcis status over kommunens kuldsejlede økonomi. Farums borgmester Lars Carpens (V) forklarede søndag til Ritzau, at baggrunden for den store forskel er en anderledes måde at opgøre aktiver og passiver i den kommunale økonomi, og at de 83 millioner kroner, som kommunen er nået frem til, alene er det likviditetstræk, som kommunen har på sin konto. Carpens: Det er opgørelsesteknik Ifølge Lars Carpens har Kommunernes Revision derimod medregnet de millioninvesteringer, som Farum Kommune har foretaget med købet af blandt andet Farum Kaserne og Rørmosegård, som blev erhvervet under den tidligere borgmester Peter Brixtofte (V). »I det kommunale regnskab gør man tingene op på en anden måde end i det private erhvervsliv. Forskellen op til de 339 millioner kroner skyldes de opkøb og investeringer, som vi har foretaget i form af ejendomme og byggegrunde. Det beløb registrerer revisorerne over driften, men det har vi ikke gjort. Det er opgørelsesteknik«, forklarer Lars Carpens til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her