Vandpriser gør ondt

Lyt til artiklen

Selv om danskerne bliver ved med at spare på vandet, udebliver belønningen. Mange oplever, at de bliver 'straffet' med prisstigninger, der overgår det lavere forbrug. Politiken har ringet til landets ti største kommuner, og i ni af dem er totalforbruget i år 2001 faldet i forhold til 2000. Otte af de ni har sat prisen op i 2002. De danske vandværkers forening Danva har endnu ikke bearbejdet tal fra 2001-2002, men vurderer, at tendensen til faldende forbrug og stigende priser er landsdækkende. Politikens rundringning viser, at der siden 1997 i de ti kommuner med tilsammen mere end halvanden million indbyggere er sket et fald i vandforbrug per person på mellem 0 og 11 procent. Lavest har miljøbevidstheden været i Esbjerg - hvor forbruget af vand per borger er steget - samt Randers og Gentofte, hvor det er svært at få øje på besparelser i vandforbruget. Grønnest har de været i Odense, Kolding og Aalborg. En grænse Samtidig er priserne steget med op til 32 procent. Mindst på Frederiksberg - der har sat prisen ned - samt Esbjerg og København. Mest i Randers, Gladsaxe og Kolding. Fra midten af 1980'erne er danskernes forbrug på grund af vandbesparende toiletter, brusere, vandhaner og almindelig sund fornuft ifølge Danva faldet fra omkring 600 millioner kubikmeter til cirka 400 millioner kubikmeter. Priserne er samtidig flerdoblet. Forbrugerrådet advarer om, at vandpriserne kan blive for høje. »Vi anerkender stigende priser som et incitament for folk til at spare på vandet. Men der er en grænse for, hvor meget man kan hæve priserne, uden at forbrugerne bliver ærgerlige og måske endda holder op med at tænke miljørigtigt. Vandværkerne bør være effektive til at holde priserne nede«, siger politisk medarbejder i rådet, Anders Hjorth Jensen. Konkurrencestyrelsen indledte i forrige måned en undersøgelse af, om priserne på drikkevand og rensning af spildevand er for høje. Styrelsen mener, at princippet om, at vandforsyning skal hvile i sig selv kan medføre ineffektivitet: Når værkerne bare kan vælte sine omkostninger over på vandprisen og dermed forbrugerne, er der intet incitament til at køre drift og investeringer så effektivt som muligt. Skat det meste Konkurrencestyrelsen understreger dog, at hovedparten af vandprisen består af skatter og afgifter - et faktum, der også fremhæves af Danvas direktør, Anders Bækgaard. »Det meste af vores lille del af prisen er faste omkostninger til vedligeholdelse og drift. Prisstigningerne skyldes ikke vandværkerne«, siger han. Bækgaard påpeger også, at de grønneste forbrugere i sagens natur vil blive mindst ramt af prisstigningerne, og i tilfælde af store vandbesparelser og beskedne prisstigninger samlet set godt kan få en mindre regning. Konkurrencestyrelsens undersøgelse er formentlig først færdig næste år. Research: Inger Piper .

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her