Mens Venstre med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen har fastslået, at skattestoppet er kommet for at blive, vil de Konservative sikre skattelettelser efter næste valg. De Konservative indrømmer, at de to partier er rørende uenige om det afgørende spørgsmål. »Der er ikke enighed. Dér har du uenigheden klart og tydeligt. Statsministeren er i sin fulde ret til at udtale sig om, hvad han ønsker skal være sin regerings politik efter næste valgdag. Det er helt legitimt. På samme måde har Det Konservative Folkeparti ikke blot ret, men også en forpligtelse til at sige, hvad vi ser for os efter en ny valgdag«, siger de Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, til Ritzau. Hun afviser, at uenigheden blokerer for en ny VK-regering, men kan ikke forestille sig, at partiet kan støtte en 'bevidstløs videreførelse af skattestoppet ved næste valg'. Det er især spørgsmålet om, hvor personskatten skal lettes, de to partier er uenige om. K vil lette mellemskatten »Det er ingen hemmelighed, at det især er mellemskatten, vi gerne ser lettet. Marginalskatten er meget betydende for menneskers lyst til at yde en ekstra indsats«, siger Pia Christmas-Møller og tilføjer: »Lavere skat skal få flere til at arbejde mere og længere. Der skal 85.000 flere personer på fuldtidsjob for at afdrage på statsgælden inden 2010. Der bliver mange flere ældre danskere og færre unge. Derfor skal lavere skat sikre fortsat velfærd, fordi flere vil yde en ekstra indsats«. Pia Christmas-Møller vil ikke kommentere, hvordan de Konservative vil finansiere lavere skatter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























