Kvinde fritaget for at vidne mod Jønke

Lyt til artiklen

»Jeg er blevet truet tre gange til at lade være med at vidne mod Jønke«, afslørede en synligt rystet ung kvinde i går under voldssagen mod den kendte Hells Angels-rocker Jørn Jønke Nielsen. Helt ekstraordinært fritog Vestre Landsret i Aalborg, som behandler sagen, hende for at vidne. Anholdt for ikke at møde op Hun var kun én af en stribe af vidner, som i de seneste to dage har udtrykt angst for at fortælle om den prominente rockers andel i knivdrabet på den 28-årige Flemming Jensen sidste år på værtshuset Robin i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Kvinden var forud for dagens retsmøde blevet anholdt af politiet, fordi hun ikke frivilligt mødte ikke op til vidneafhøring i forgårs. Da hun endelig blev sat i vidneskranken, fremlagde hun en lægeerklæring, som frarådede retten at tvinge hende til at vidne på grund af psykisk ubalance, angst og depression. Truet senest i juli Inden hun på grundlag af lægeerklæringen fik lov til at forlade retslokalet, nåede hun imidlertid at fortælle, at hun tre gange er blevet truet til at holde mund om Jønkes rolle i rockerdrabet. Senest følte hun sig truet i juli. Prik på skulderen »Jeg kom gående i Jomfru Ane Gade, da én eller anden prikkede mig på skulderen og viskede 'Jønke' ind i mit øre«, fortalte hun. Trods vidnefritagelsen fik landsretten alligevel kendskab til kvindens oplevelse af Jønkes andel i det blodige opgør i Aalborg. Anklageren, statsadvokatassessor Steen Thomsen, læste en forklaring op, som hun tidligere har afgivet i et såkaldt indenretligt forhør. Vidne: Jønke smilede Her havde hun fortalt, at hun allerede, da hun kom ind i værtshuset, fik at vide, at Jønke var der. »Folk talte om det og jeg så, at Jønke gav autografer«. Om selve slagsmålet, som endte med drab, havde hun endvidere forklaret: »Jønke og hans gruppe var omkring deres offer. Jønke stod nærmest med et smil om mundet og sparkede ham i hovedet og på kroppen - måske ti gange. Jønke smilede også, da han med et skuldertræk gik ud af værtshuset«. Tiltalt efter den grove voldsparagraf Jønke er tiltalt efter den grove voldsparagraf i forbindelse med rockerdrabet, fordi han skulle have trampet og sparket offeret - Flemming Jensen - efter at sidstnævnte var stukket ned. Knivstikkeren er ved en tilståelsessag blev idømt seks års fængsel for vold med døden til følge og i går fortalte han som vidne, at han efter drabet og fængslingen, er blevet optaget som fuldgyldigt medlem af Hells Angels. Derudover havde han ikke meget at fortælle. Han havde ikke set Jønke i forbindelse med opgøret. Jønkes forsvarstale Jørn Jønke Nielsen gav selv udtryk for, at anklagemyndigheden »kører på vidnernes frygt for rockere« og han bebudede, at han onsdag med rettens tilladelse vil kommentere sit syn på vidnernes udsagn. Der afsiges dom i sagen i løbet af onsdag eftermiddag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her