Uafhængig instans skal evaluere ulandsbistand

Lyt til artiklen

Ansvaret for at evaluere de danske bistandsprojekter skal ikke længere været placeret hos Danida. Opgaven skal flyttes over i en uafhængig instans, mener Venstres udlandsordfører, Troels Lund Poulsen, og forslaget får bred opbakning fra både oppositionen og bistandsorganisationerne. »Det er problematisk, at dem, der skal evalueres, også er dem, der udbyder opgaverne. Tingene skal skilles ad«, siger Troels Lund Poulsen. En ny evalueringsenhed skal samtidig fungere som et videncenter, der kan medvirke til at kvalificere og sætte gang i en bredere debat om udviklingsbistanden, mener Venstres udenrigsordfører. »Ligesom Lomborg gør på miljøområdet. Man kan mene om ham, hvad man vil, men han holder debatten i kog, og det er vigtigt«, siger Troels Lund Poulsen. Danida evaluerer sig selv I dag ligger ansvaret for bistandsprojekterne i Danidas evalueringssekretariat. Sekretariatet bedømmer ikke selv de danske projekter, men udliciterer opgaverne til danske og udenlandske konsulentfirmaer. Alligevel er konstruktionen problematisk, mener også Jeppe Kofod, udlandsordfører i Socialdemokratiet, som støtter, at evalueringerne flyttes fra Danida. »Som det er i dag, kan der rejses mistanke om, at de konsulentvirksomheder, der får evalueringsopgaverne af Danida, er påvirket af, at de skal evaluere dem, der giver dem opgaverne. Og det er et problem i forhold til offentligheden og beslutningstagerne«, siger Jeppe Kofod. Politisk opbakning Også Morten Helveg Petersen, udenrigsordfører for de radikale, tilslutter sig forslaget: »Det er tanker, vi selv har gjort, og som man kan læse i vores finanslovsforslag. Så jeg er enig i ideen om en ekstern enhed, der skal stå for evalueringen af Danidas projekter«, siger han. Det samme er Kristeligt Folkepartis Jann Sjursen. »Vi foreslog faktisk det samme tilbage i 1998 uden at kunne komme igennem med ideen dengang. Vores forslag var at placere den uafhængige enhed under Rigsrevisionen, men jeg er da åben over for at lægge den et andet sted«, siger Jann Sjursen. Det andet sted kunne ifølge Socialdemokratiets Jeppe Kofod være det nye institut for internationale studier, som bliver oprettet i forbindelse med sammenlægningen af blandt andre Dansk Udenrigspolitisk Institut og Center for Udviklingsforskning. »Jeg har ikke lagt mig fast på en struktur, men for mig at se kan det godt blive en del af det nye center, bare det sker som et selvstændigt kompetenceområde«, siger Troels Lund Poulsen. Ibis og Folkekirken positive Også to af de største danske bistandsorganisationer, Folkekirkens Nødhjælp og Ulandsorganisationen Ibis, hilser forslaget om mere uafhængige evalueringer velkommen. Professor Holger Bernt Hansen, der er formand for Danidas styrelse, ønsker ikke at kommentere direkte på forslaget, når han ikke kender det i detaljer. »Med hensyn til praksis omkring evaluering i Danida i dag vil jeg dog gerne understrege, at dels foretages evalueringerne af private, ofte udenlandske firmaer, dels er Danidas evalueringssekretariat en selvstændig enhed, der refererer direkte til chefen for Danida. Og planerne for evalueringsaktiviteter bliver fremlagt for styrelsen«, siger Holger Bernt Hansen. Det har ikke været muligt at få udenrigsminister Per Stig Møllers (K) kommentar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her