På en ekstraordinær kongres i organisationen til februar vil LO's ledelse foreslå at fjerne den direkte økonomiske støtte til Socialdemokraterne. Et forslag, som Socialdemokraternes formand Poul Nyrup Rasmussen finder 'uklogt', fordi erhvervslivet fortsat støtter borgerlige partier. »Jeg hæfter mig ved, at der er tale om et debatoplæg, som nu skal debatteres i dansk fagbevægelse. Det er en debat, vi gerne deltager i«, siger Poul Nyrup Rasmussen til Ritzau. Socialdemokraterne vil drøfte forslaget med fagbevægelsen inden LO's ekstraordinære kongres, siger Nyrup og slår fast, at partiet kan klare sig uden økonomisk hjælp fra fagbevægelsen. Flere fagforbund er positive, andre er kritiske overfor forslaget om at droppe partistøtten, men LO's formand Hans Jensen understreger, at forslaget er gennemtænkt og har været drøftet i et år. Fornyelse for millioner Det drejer sig om et årligt tilskud på 7,75 millioner kroner til moderpartiet, mens ungdomsorganisationen DSU mister tre millioner kroner. Dertil kommer særlig støtte til valgkampe, som også bliver afviklet. Forslaget har ikke noget at gøre med Socialdemokraternes valgnederlag og Poul Nyrup Rasmussens forsøg på at modernisere partiet. Derimod er et behov for fornyelse af organisationen forklaringen, understreger Hans Jensen. Blandede faglige bolscher Positive røster overfor forslaget lyder blandt andet fra SiD og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet (NNF), mens Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og Dansk Metal ikke er begejstrede. »Jeg er ikke begejstret for, at vi sætter Socialdemokratiet i en vanskelig situation. Der er ingen tvivl om, at opgaverne er store. Vi står overfor en regering, som er brutal. Ikke alene overfor fagbevægelsen, men også overfor borgerne og de svageste i samfundet«, siger Dansk Metals formand, Max Bæhring, til Ritzau. Til gengæld tager specialarbejdernes ledelse godt imod LO's forslag. Direkte partistøtte hører fortiden til, er holdningen i det store forbund. Til gengæld vil der stadig være en sammenhæng mellem LO og Socialdemokraterne. »Vi vil også stadig gerne støtte partier, der er parate til at støtte fagbevægelsens synspunkter. Og jeg kan ikke forestille mig, at det vil være ret mange andre end Socialdemokratiet«, siger næstformand i SiD Steen Andersen til Ritzau. Endelig afgørelse på ekstraordinær kongres Foreløbig er det altså kun på papiret, at S må tage afsked med partistøtten. Forslaget er kommet på bordet, fordi mange medlemmer, ikke mindst fra det største LO-forbund, HK, er utilfredse med støtten til Socialdemokraterne. Flere kilder i fagbevægelsen siger da også til Ekstra Bladet, at ledelsens indstilling ikke har noget af gøre med den seneste uro hos Socialdemokraterne. Den endelige afgørelse træffer de delegerede på LO's ekstraordinære kongres 8. februar næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























