En hel million kroner. Det måtte quiz-vært Jes Dorph-Petersen udbetale i TV 2s "Hvem vil være millionær?" mandag aften - til stor jubel for især vinderne, brødrene Anders og Peter Lund Madsen. Det er kun anden gang i quizzens danske historie, at en check på den helt store gevinst overrækkes som belønning for de 15 rigtige svar. Pengene går til Folkekirkens Nødhjælp Og som det er traditionen, når kendte danskere er inviteret til at gætte med, går pengene videre til et velgørende formål. Journalisten Anders Lund Madsen og hjerneforskeren Peter Lund Madsen sender derfor millionen til Folkekirkens Nødhjælp. »Min bror og jeg synes, at Folkekirkens Nødhjælp er de sejeste. De stikker ikke op for bollemælk og går ind og hjælper også de uhippe steder«, siger Anders Lund Madsen.
Milliongevinst til Folkekirkens Nødhjælp
Lyt til artiklen