Vidner frygter rockerhævn

Lyt til artiklen

Politiet er overbevist om, at den prominente frontfigur i Hells Angels, den 42-årige Jørn Jønke Nielsen, spillede en afgørende rolle som kynisk voldsmand i forbindelse med rockerdrabet sidste sommer i værtshuset Robin i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Anklagemyndighedens største problem er imidlertid at få vidner til at fortælle. Hukommelsestab og frygt for repressalier Det gøres der i disse dage et ihærdigt forsøg på i Vestre Landsret i Aalborg. Foreløbig uden større held. Mandagens afhøringer af fem vidner satte angsten for rockernes terrorregime i relief. Nogle led af alvorlige hukommelsestab. Andre gav direkte udtryk for, at de stadigvæk lider af evig frygt for repressalier fra rockerne. En enkelt var slet ikke mødt, men vil blive anholdt og tvunget i vidneskranken. Politiets påfund Et vidne, der oplevede knivdrabet på den 28-årige Flemming Jensen, som havde relationer til rockergruppen Bandidos, har ifølge en politirapport tidligere fortalt, hvordan hun så Jønke som aktiv deltager i forbindelse med drabet, hvor han skulle have sparket på offeret i ansigtet. »Det er ikke rigtigt. Jeg så ingenting«, bedyrede hun imidlertid mandag. »Er det noget, som politiet selv har fundet på at skrive«, spurgte statsadvokatens repræsentant, Steen Thomsen. »Ja«, lød svaret. »Du har tidligere henvendt dig til politiet og sagt, at du var bange for at vidne af frygt for Jønke og hans venner i København«, konstaterede anklageren. »Det er noget, politiet har fundet på«, lød svaret igen. Vil forklare sig for lukkede døre To andre vidner forsøgte af frygt for repressalier at få tilladelse til at afgive forklaring for lukkede døre og uden Jønke og hans venners tilstedeværelse. Det afslog retten dog, men nedlagde i stedet for referat- og navneforbud for at beskytte dem. Et andet vidne bekræftede modvilligt, at han havde set Jønke trampe på drabsofferet: 'Jeg er bange for, hvad der kan ske' »Men jeg bryder mig ikke om at fortælle om det her. Jeg er bange for, hvad der kan ske senere hen«. Omstødes en byretsdom, som tidligere på året frikendte Jønke for grov vold i forbindelse med drabet, risikerer han at ende bag tremmer i flere år. Dømmes han resulterer det formentlig i, at han må i gang med at afsone yderligere cirka fire et halvt år, han som prøveløsladt fortsat er krediteret for efter dommen på 16 års fængsel for Makrel-drabet i 1984. Selv nægter han sig skyldig. Jønke: Sagen hviler på falsk grundlag »Sagen hviler på et falsk grundlag og er kun rejst, fordi jeg er den person, jeg er«, konstaterede Jønke. »Jeg er helt uskyldig i den her sag, men jeg har ikke ondt af ham (den dræbte Flemming Jensen, red.). Han var et rigtigt dumt svin. Jeg har senere hørt, at det med at overfalde uskyldige folk var noget, han gjorde hver weekend«, fortsatte Jønke, som flittigt noterede ned under afhøringerne. Han erkender, at han havde haft fat i armen på Flemming Jensen, da han kom ind i værtshuset og blev voldelig. »Men for mig handlede det om at komme på afstand af begivenheden, for alle har et godt øje til mig, og jeg skal ikke blande mig i noget. Der er en form for hysteri omkring mig, fordi jeg er en kendt person«, proklamerede Jønke. Efter drabet i august sidste år sad Jørn Jønke Nielsen varetægtsfængslet i næsten otte måneder, indtil han blev frikendt ved byretten. I den periode ønskede han ikke at udtale sig til politiet, men kun i retten. Ingen fiksfakserier »Det er et princip, jeg har, fordi politiet ikke skal lave fiksfakserier«, sagde han. Jønke har hyret den tidligere juraprofessor og dr. jur. Preben Stuer Lauridsen til at forsvare sig. En af Jønkes proselytter er blevet idømt seks års fængsel for vold med døden til følge, mens en anden slap med ét år for vold i forbindelse med rockerdrabet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her