Ingen til at opgøre kvæstede

Lyt til artiklen

Hver måned kommer der en dugfrisk opgørelse fra Danmarks Statistik over antallet af dræbte og døde på vejene - hvor mange, hvordan skete det etc. Men den service er i fare. For Danmarks Statistik skal spare. Og om det i fremtiden skal være muligt løbende at følge ulykkesudviklingen på de danske veje på samme kvalitetsniveau er i øjeblikket fuldstændig uvist. Så uvis er situationen, at direktøren for Rådet for Større Færdselssikkerhed, René la Cour Sell, kalder det »bekymrende«. 'Uundværlige tal' Danmarks Statistik skal i alt skære 100 heltidsansatte bort på grund af regeringens sparekrav. Den centrale tal-institution har valgt blandt andet at fjerne månedsstatistikkerne fra sit program. De laves på basis af talmateriale fra politiet. Og er ifølge René la Cour Sell nærmest uundværlige. Hurtig indsats kræver tal Rådet for Større Færdselssikkerhed bruger dem blandt andet til at følge med i, hvilke typer ulykker der p.t. dominerer i de tragiske talkolonner. »Hvis vi i tallene kan se, at nu er det de unge, der i stigende omfang kommer galt af sted, reagerer vi hurtigt med en kampagne rettet mod dem. Eller der kommer pludselig flere uheld med cyklister, som bliver klemt af svingende lastbiler - så ved vi, at det er det problem, vi skal tage fat på. Men det kræver, at vi hele tiden får tal«, siger færdselssikkerheds-direktøren. Kun en gang om året Danmarks Statistik kan selv vælge, hvad der skal skæres i, når der skal skæres. Men institutionens øverste organ, styrelsen, har godkendt, at de månedlige og kvartalsvise opgørelser over færdselsuheld ikke længere skal være en vare på hylden. Den årlige opgørelse vil dog fortsat blive lavet. Meningen med sparemanøvren er at spare på statens finanser. Det ville derfor være uhensigtsmæssigt, hvis en anden statsinstitution overtog funktionen og brugte lige så mange penge på arbejdet. Alligevel peger afdelingschef i Danmarks Statistik, Bent Thage, på Vejdirektoratet som en naturlig efterfølger. Ifølge Bent Thage har der allerede været drøftelser med Vejdirektoratet, som er villig til at overveje at løfte opgaven. 'Frimodigt' Men spørger man afdelingschef i direktoratet, Svend Krarup Nielsen, er versionen af historien en noget anden: »Det er lidt frimodigt, når Danmarks Statistik bare sådan lægger op til, at Vejdirektoratet kan præstere de samme tal, som nu spares væk. Det er et resurseproblem hos os«. Tung opgave Svend Krarup Nielsen peger på, at tallene i rå form laves af politiet. Men den tunge arbejdsopgave er at føre data over i en database og kontrollere tallene og gøre dem tilgængelige. »Så det er ikke umiddelbart realistisk, at vi bare overtager opgaven. Om det bekymrer mig? Ja, det gør det da«, siger Svend Krarup Nielsen. I øjeblikket er der forhandlinger mellem direktoratet og Trafikministeriet om, hvordan uheldstallene fortsat kan blive gjort op - uden for store meromkostninger. I Danmarks Statistik krævede det to fuldtidsstillinger at holde den løbende uheldsstatistik ajour. Bent Thage fra Danmarks Statistik mener, at det ikke er den optimale løsning at overføre færdselsulykkes-opgørelserne til Vejdirektoratet - fordi direktoratet er en del af et ministerium og dermed det politiske system. »Vejdirektoratet er så at sige en del af den trafikpolitiske debat. Det optimale ville være at bevare den slags opgørelser i en uafhængig institution som Danmarks Statistik«, siger Bent Thage. Materiale bevares Han afviser, at institutionen har valgt at skære ned på statistikker, hvor der ville blive mest ramaskrig. »Vi har valgt færdselstallene, fordi grundmaterialet trods alt ikke går til grunde, selv om vi holder op med at arbejde med det. Politiet fortsætter med at tælle uheld. Vi skal bare finde nogen, der kan overtage det arbejde med tallene, vi hidtil har stået for. Og hvordan det skal gøres«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her