Århusianske forskere satser nu på, at det om få år skal være muligt at tilbyde mennesker med svære depressioner en skanning for at kunne sætte effektivt ind med en tidlig behandling. Dermed bliver det for første gang muligt at drage praktisk nytte af en ny og unik viden om samspillet mellem krop og sjæl. Ny scanningskombination baner vejen Depressioner kan i nogle tilfælde være udløst af bittesmå forandringer i hjernens blodkar. Forandringer, der er så små, at de kun kan ses på en supermoderne skanner. Det er den nyeste skanningsteknik - hvor det er blevet muligt at kombinere MR- og PET-skanning - der har gjort den nye diagnostik mulig. »Vi forskere føler os efterhånden ret sikre på, at en del mennesker vil kunne hjælpes med en skanning af hjernen, og jo før den sættes ind, jo bedre. Vores teori er, at det er depressioner af denne art, der med tiden kan føre til egentlig demens, hvis de ikke behandles grundigt fra starten«, siger overlæge Poul Videbech, Psykiatrisk Hospital i Århus. Planerne om at udnytte skanningsteknikken over for depression er så langt fremme, at Århus Amt som et led i sin psykiatriplan har vedtaget at oprette en såkaldt neuropsykiatrisk enhed. Den slags enheder er almindelige i nogle lande, men er ikke før set i Danmark. Tilbud til ældre »Det er helt urealistisk at skanne alle mennesker med en depression, for dels er lidelsen alt for udbredt, dels er det trods alt temmelig dyrt. Derfor bør tilbuddet i første række gælde mennesker i 50-60-års alderen, der sent i livet oplever en depression for første gang, og som måske enten får stærke bivirkninger eller slet ikke kan hjælpes af den almindelige medicin. I deres situation vil der være meget vundet ved at få stillet diagnosen hurtigt og måske sætte ind med anden form for behandling, eksempelvis kolesterolsænkende medicin«, siger Poul Videbech. Ny viden om samspil mellem krop og sjæl Poul Videbech siger, at de nye skanningsteknikker har givet ham og hans kolleger en hel ny viden om samspillet mellem krop og sjæl. MR- og PET-skanning har gjort det muligt at se og måle den proces, der sker inde i hjernen på et deprimeret menneske. De skader, depressionen medfører, kan måles rent fysisk i hjernen - som en slags psykisk betinget arvæv. Men det omvendte er også tilfældet: Bittesmå forandringer i hjernen kan resultere i en depression, mener forskerne. Forandringerne kan ikke konstateres som regulære hjerneblødninger eller blodpropper. Det er ganske små 'læk' af væske eller blod, og de sidder i bestemte områder af hjernen. Angreb på hjernen Men kun hos nogle patienter med depression, understreger Poul Videbech. Men hos hvem - og hvor - det vil en skanning ofte kunne afsløre. »Vi mener, at karsygdomme kan give depression, hvis de angriber hjernen, naturligvis i kombination med visse psykiske faktorer. Og det vil i realiteten sige, at nogle mennesker med hjerte-karproblemer måske også kan befinde sig i farezonen for at få en alvorlig depression. Men hvis vi skanner på det rigtige tidspunkt, kan vi måske få en reel mulighed for at lave forebyggende behandlinger. Og det har vi aldrig før haft i psykiatrien«, siger Poul Videbech. Hver tredje, der har haft en depression, udvikler en ny depression igen inden for to år. Og de efterfølgende depressioner vil blive endnu dybere end den første. Omkring halvdelen af alle selvmord, der begås i Danmark, sker i forbindelse med en depression.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























