S vil forbyde køb af ludere

Lyt til artiklen

Socialdemokratiet er vendt på en tallerken og foreslår nu, at det som i Sverige skal være forbudt at besøge prostituerede. Det er partiets nye kulturordfører, Mette Frederiksen, som er parat med sit første store udspil. Hun siger, at prostitution er i alarmerende vækst og opfordrer til kulturkamp. 'Det er en kulturkamp' »Der må ske en holdningsændring, og derfor er dette ikke kun en social kamp - det er også en kulturkamp«, siger Mette Frederiksen. Hun mener, at der er ved at brede sig den holdning, at prostitution er i orden. Det sker, samtidig med at porno breder sig i samfundet: på tv, på Internettet og i gadebilledet. Forbuddet skal være med til at få kulturen blandt mænd til at ændre sig. 'Alle slags mænd gør det' »I dag er det ikke kun de fede, gamle og ildelugtende mænd, der besøger prostituerede. Det er alle slags mænd, som gør det«, siger Mette Frederiksen. Derfor vil hun samtidig have folkeskolen i seksualundervisningen til at fordømme besøg på et bordel. Overraskende bliver forslaget modtaget positivt af flere partier på Christiansborg. K: 'Et spændende forslag' De vil nu læse på undersøgelser fra Sverige, som indførte den samme lov tilbage i 1999. Ligestillingsordfører Helle Sjelle hos regeringspartiet de konservative: »Det lyder som et spændende forslag, som vi bestemt skal kigge på, hvis det viser sig, at det har begrænset prostitution i Sverige«. Kristeligt Folkeparti støtter, mens Enhedslisten først vil se de svenske resultater. Det samme siger Dansk Folkeparti: »Umiddelbart er jeg skeptisk, men hvis de svenske erfaringer er positive, så vil vi godt være med til at kigge på det«, siger ligestillingsordfører Louise Frevert. Svenske erfaringer I Malmø er erfaringerne med loven fra 1999 blandede. »Det svenske forbud mod at købe sex gør, at importørerne af østeuropæiske og asiatiske prostituerede ofte tager vejen uden om Sverige og i stedet tager til Danmark eller Finland«, siger Christer Thulin, politiinspektør og medlem af Prostitutionsgruppen ved politiet i Malmø. 'Kun de syge individer tilbage' »Efter at loven blev indført, er gadeprostitutionen gået ned med 30 procent, men for pigerne er det blevet farligere. Loven har skræmt de 'ordentlige kunder', væk og tilbage er kun de syge individer. Volden og udsatheden er blevet større, nu har pigerne ikke længere råd til at vælge kunder fra«, siger han. »Forbuddet løser ikke alle problemer, men det er min principielle holdning, at man ikke skal kunne købe sig til et andet menneske. Nogle vil sige, at det ikke nytter med et forbud, men sådan et argument ville man for eksempel ikke bruge i kampen mod voldtægt, siger Mette Frederiksen. Også Finland overvejer et forbud. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ligestillingsminister Henriette Kjær (K)

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her