Regeringen giver nu 123 millioner kroner tilbage til universiteterne, som ellers var øremærket til at gennemføre den kommende universitetsreform. Sådan hed det i hvert fald indtil i forgårs, hvor regeringen lavede om på finansloven, så pengene fra de såkaldte omstillingspuljer allerede falder i 2003. Stabilitet i planlægningen Det har ikke været muligt at interviewe videnskabsminister Helge Sander (V). Dog skriver han følgende i en skriftlig kommentar: »Regeringen har besluttet at udmønte universiteternes omstillingsreserver for forskning og undervisning nu, så vi sikrer stabilitet og undgår usikkerhed omkring universiteternes planlægning for det kommende år«. Tilfredshed i Rektorkollegiet I mandags advarede landets universiteter om, at deres økonomiske situation var så ustabil, at de frygtede for ikke at kunne holde forskere i faste stillinger. Derfor er universiteterne glade for de nye signaler fra regeringen. »Det er et skridt i den rigtige retning. Nu kan vi få økonomien til at hænge sammen i år«, siger formand for universiteternes samarbejdsorgan, Rektorkollegiet, Henrik Toft Jensen, som også er rektor på Roskilde Universitetscenter. Milliard tilbageholdes Regeringen tilbageholder dog fortsat over en milliard fra universiteternes budgetter, som skal bruges til at gennemføre universitetsreformen. Den bliver først fremlagt i det ny folketingsår og ventes tidligst at træde i kraft fra 2004, selv om regeringen havde forventet at have reformen klar allerede i dette finansår. Reformen skal bl.a. sikre en ny ledelsesform på universiteterne. Rektorer savner bedre vilkår Herom skriver videnskabsministeren, at ingen med sikkerhed kunne afgøre, hvornår universitetsreformen ville ligge færdig, da regeringen udarbejdede finanslovsforslaget i forårsmånederne. Henrik Toft Jensen opfordrer nu regeringen til at udbetale resten af midlerne til universiteterne, lige så snart universitetsreformen bliver gennemført. »Vi savner bedre vilkår til at planlægge vores økonomi, og mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi skal søge pengene i puljer. Alle midlerne bør føres tilbage til det, som er universiteternes hovedopgave: Forskning og uddannelse«, siger han. DF vil have klarhed Den holdning bakkes op af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, som er formand for Folketingets Finansudvalg. »Ministeren bør skabe klarhed over, hvordan universiteterne får fat i pengene fra omstillingspuljerne. Som det er nu, er der en masse unødig usikkerhed«. Studerende er enige Uddannelsespolitisk ordfører hos Danske Studerendes Fællesråd, Camilla Gregersen er enig: »God uddannelse og forskning opstår i stabile rammer, og dem skal regeringen blive bedre til at skabe«, siger hun og fortsætter. »Puljerne skal helt væk, så universiteterne får mulighed for selv at planlægge deres økonomi længere frem i tiden«. Akademikere savner beviser Akademikernes Centralorganisation, som organiserer landets universitetsansatte, roser regeringen for at have udmøntet pengene fra omstillingsreserven. Men organisationens afdelingschef, Niels Lykke, mener stadig, at regeringen mangler at bevise, at den virkelig vil satse på forskningen. »Jeg tror, at regeringen har undervurderet, hvor stort håbet var til, at der denne gang var sammenhæng mellem ord og handling«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























