Århus-borgmester sat skakmat

Lyt til artiklen

Det er både uhørt og første gang nogensinde i Århus, at der præsenteres et stort set færdigafklaret budgetforlig uden om byens regerende borgmester, sådan som det skete, da fire partier tog fusen på det halve af byrådssalen i Århus i torsdags. For nedrullede gardiner Socialdemokratiet har aldrig selv været ude for noget, der bare kunne minde om det, de hermed bød Venstreborgmester Louise Gade og hendes politiske fæller, og Louise Gade selv taler direkte om »udemokratiske« og »fortidige« metoder: »Jeg synes, det er problematisk for borgerne, når man siger et og gør noget andet bag nedrullede gardiner i dunkle lokaler i Amaliegade. Det er ikke sådan, man skaber den tiltrængte fornyelse«, siger Louise Gade med adresse til de sidste dages forhandlinger mellem de fire forligspartier. De foregik uden for rådhuset i lokaler i Amaliegade - hvorfor forliget med adresse til kriseforliget i Kanslergade i 1930'erne nu kaldes Amaliegadeforliget. Gade: Kun formel svækkelse Louise Gade siger, at hendes modpolitik vil være at »fortsætte arbejdet som borgmester med uformindsket styrke«. På spørgsmålet om styrken ikke rent faktisk er formindsket, svarer Venstreborgmesteren, at det er den kun formelt: »Reelt er det ikke et budgetforlig, der fylder mest i forhandlingerne i byrådssalen. Der kommer mange ændringsforslag til de eksisterende økonomiske rammer, og nu vil jeg lægge alt det fnidder bag mig og bruge min energi på politiske forslag. En fornyelse af vores integrationspolitik behøver ikke at koste en krone«, siger Louise Gade, der hele dagen i går forsøgte at forhandle sig uden om den fuldkomne udmanøvrering, men uden held. Alliance mellem SF og DF »Jeg kan konstatere, at man ikke ønsker, at vi er med. Så uskønne ting kan ske i politik, men det er synd for århusianerne. Forliget er økonomisk uansvarligt«, sagde borgmesteren i aftes. Amaliegadeforligets arkitekter skal findes i SF's og Socialdemokratiets ledelse, og ældre-rådmand og SFer Niels Erik Eskildsens tætte forhold til byrådets ene mand fra Dansk Folkeparti, Brian Korsgaard, har spillet en afgørende rolle. De to fra de normalt stærkt uenige partier har lært at samarbejde på ældreområdet, hvor Brian Korsgaard er formand for byens udvalg. Den helt store måben De mange møder de fire forligspartier imellem har betydet en tæt trafik de sidste uger på både det ene og det andet rådmandskontor - uden at nogen har lugtet lunten. Torsdag morgen klokken 10 gik tæppet så for den helt store måben. Tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsen (S) beskriver reaktionerne på rådhuset i torsdags fra »bleg og fattet« over raseri til surmulen. Drøje ord om svigt Især Brian Korsgaard fra Dansk Folkeparti har hørt drøje ord for at have svigtet den borgmester, han selv pegede på for under et år siden, men han tager kritikken roligt: »Hvis nogen skal være sure og gale og tvære, må de være det på sig selv. Jeg kunne simpelthen få opfyldt mine politiske ønsker i langt højere grad i forligspartierne end jeg kunne hos Venstre. Venstre har ikke været gode nok til at invitere os med i forhandlingerne«. Ekspert: Svækket borgmester Louise Gade skal i den kommende tid præstere det vanskeligste i sit politiske liv til dato ved at spille sig på banen igen. Blandt andre kommunalforsker Roger Buch fra Syddansk Universitet har vurderet, at Århus-borgmesterens nederlag er så massivt, at det vil svække borgmesteren hele resten af hendes valgperiode.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her