Interview med Ritt B.: Mistillid med stort S

Lyt til artiklen

Der er audiens mellem to andre interview. 20 minutter kan Ritt Bjerregaard afsætte. Socialdemokratiets magtfulde femme fatale gennem mere end 30 år er kølig og smilende, mens hun sætter spørgsmålstegn ved Poul Nyrup Rasmussen som leder af den socialdemokratiske folketingsgruppe. »Jeg har ikke tillid til, at han kan få lavet en politik, som samler. Og slet ikke, at jeg kan gå ud med nogen autoritet og repræsentere den. Men hvem, der er formand for gruppen og for partiet, det bestemmer vores kompetente organer«. Onsdag sagde Ritt Bjerregaard i en vred e-mail op som Socialdemokratiets udlændingeordfører. Undlod at tage klar stilling Ifølge egen forklaring, fordi partiformanden - igen - skabte tvivl om Socialdemokratiets linje på udlændingeområdet. Han undlod i tv at tage klar stilling til fordel for Ritt Bjerregaards kompromissøgende linje og søgte i stedet at dele sol og vind lige mellem hende og tidligere indenrigsminister Karen Jespersen. 'Han er ikke statsminister længere' »Det vidner om, at han simpelt hen ikke er opmærksom på, at de ordførere, der er valgt på forskellige områder, tegner partiets politik. Hvis han som gruppeformand har en anden opfattelse, så må han snakke med ordføreren og prøve at få ændret den politik. Men han kan ikke undsige dem i medierne. Og han kan ikke på samme måde som en statsminister fyre en minister. Ordførerne er valgt af gruppen«, smælder Ritt Bjerregaard og fortsætter: »Hvis han er i tvivl om, at han skal bakke op om den valgte ordførers politik - og det sad han jo og var i TV 2/Nyhederne - så er det jo en fuldstændig grundlæggende misforståelse«. Jeg har læst en udskrift af, hvad han sagde. Du bliver vist nødt til at forklare, hvad det helt konkret var, han sagde, som var så slemt, at det fik dig til at gå og smække med døren? »Han blev spurgt om et eller andet i retning af, om han nu holdt med den ene eller den anden. Og der sagde han noget i retning af, at han skulle sådan set være den, som samlede det, så det kunne man ikke stille op på den måde«.

Så du går din vej, fordi han ikke tog klart stilling for dig og afskrev den debat om stramninger over for indvandring, som Karen Jespersen ønskede at starte?
Uklarhed »Han kan sagtens tage den debat. Men han kan ikke som formand i en sådan situation skabe uklarhed om, hvad vores linje er«.

Men er det virkelig den ene begivenhed, som får dig til at undsige Nyrup? Nogle i partiet mener, at du bruger udtalelserne i tv som et påskud for at trække din støtte og slippe for det besværlige integrationsordførerskab .
»Det vil der altid være nogle, som siger. Det er klart, at det spiller ind, at hele fornyelsesforløbet også viste den samme svaghed. Nemlig manglende respekt for mennesker - f.eks. at fyre næstformænd, der har gjort et stykke arbejde i lang tid ved en telefonsamtale. Derfor ser jeg det som et mønster og ikke bare denne her begivenhed. Men jeg reagerer denne gang, fordi det er her, hvor jeg var valgt til at løse en opgave«. MistillidSå din opsigelse er en mistillidserklæring til Poul Nyrup? »Man kan sige, at jeg i hvert fald på udlændingeområdet har mistet tilliden til, at jeg kan regne med hans opbakning. Og så kan jeg ikke løse opgaven«.

Så du opfordrer ham til at gå?
»Det synes jeg er for skrapt«. I den mail, du sendte til Poul Nyrup, går din kritik ikke bare på nu, men rækker helt tilbage i valgkampen?Et mønster, der gentager sig »Jeg ser et mønster gentage sig. I valgkampen blev holdt et pressemøde, hvor Karen Jespersen strammede op omkring budskaberne. Samme eftermiddag gik Svend Auken ud og sagde det modsatte, og så stod vi dér i valgkampen med forskellige opfattelser. Folk kunne blive ved at spørge efter vores linje, og vi blev drillet i medierne. Alle analyser siger, at en af hovedgrundene til, at vi tabte, var uklarhed om udlændingepolitiken«. Du må have været klar over, at sådan en mail ville blive en stor historie og svække Nyrup? »Ja«. Var det dit formål - at svække Nyrup?'Han er nødt til at vælge side' »Siden jeg så klippet i TV 2, har jeg overvejet, om jeg syntes, at jeg havde den autoritet, der skulle til for at gå ud og tale på vegne af Socialdemokratiet. Og det syntes jeg ikke, at jeg har. Så ved jeg godt, at når jeg så laver den sammekædning, så giver det en svækkelse af Poul Nyrup. Den håber jeg kan bruges til, at det også bliver klart for Nyrup, at han er nødt til at vælge side. Han er nødt til at vælge en politik, han står bag. Man kan ikke følge alle, som udtaler sig«.

Er det din hovedkritik. At han forsøger at dække alle holdninger på én gang?
»Ja. Og så bliver det uklart. Og så siger folk: Hvor står egentlig Socialdemokratiet? Jeg forstår simpelt hen ikke, at Nyrup ikke fuldstændigt enkelt og ligetil gjorde det klart, hvor det er, vi står«.

Men når Nyrup forsøger at dele sol og vind lige i tv, giver han så ikke blot et ærligt billede af en konflikt, som faktisk er i Socialdemokratiet?
»Det er lige præcis det, som var min opgave - at sige, hvor vi kan finde en politik, som vi kan holde sammen om. Der har jeg fået opbakning til at fokusere på integrationsspørgsmålet. Nyrup skal ikke i denne her situation mægle mellem nogle fløje. Han har sådan set en politik, som har taget fløjene ind«.

Du efterlader en stærkt svækket formand. Hvad kan han gøre for at genskabe din tillid?
Løbet er kørt »Det tror jeg ikke rigtig, at han kan. Det er et spørgsmål om, at han er nødt til at vide, hvad det er for en position, han har som gruppeformand. Og det syntes jeg ikke er klart for ham«.

Så der er nogle demokratiske spilleregler som leder af et oppositionsparti, som Nyrup ikke kan?
»Ja. Det er der«.

Du må have overvejet, at din manøvre kan blive startskuddet til et nyt opslidende opgør i partiet?
»Nu tror jeg, partiet er sundt nok. Der har været debatter før, og der er ikke nogen ulykke i, at der kommer en nu«.

Men det er brydningstid lige nu - hvor I skal rejse jer efter valgnederlaget
»Det er klart og selvfølgelig også derfor, at man må sige fra, hvis man synes, at det ikke bevæger sig i den rigtige retning. Det må enhver jo gøre op med sig selv«.

Er det din diagnose: At partiet er sundt nok, men at der er et alvorligt ledelsesproblem?
»Der er et problem med, at Poul Nyrup synes, at han hele tiden vil dele sol og vind lige i stedet for at lægge en fast linje og dermed bakke op om det, som ordførerne kommer med«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her