Amt hjælper demente

Lyt til artiklen

En målrettet indsats til fordel for patienter med demens er sat på formel i Frederiksborg Amt, og modellen kan frit benyttes af andre amter. Socialministeriet er tilmed parat til at hæfte op til én mio. kr. i halen på modellen for at støtte de amter, der vil indføre den. »Modellen indebærer en klar rolle- og ansvarsfordeling mellem alle de instanser, der kommer i kontakt med de demente. Formålet er, at de demente selv og deres pårørende altid skal vide, hvor de kan henvende sig om hjælp og behandling, og hvem der har ansvaret for, at de får de rigtige tilbud«. Det siger demenskonsulent i Frederiksborg Amt Karin Dahl, der er amtets tovholder i den såkaldte samarbejdsmodel på demensområdet, som involverer både amtet og dets 19 kommuner. Modellen beskriver et sammenhængende hjælpesystem fra det øjeblik, familien selv eller andre får mistanke om, at en person er ramt af demens. Samtidig stiller modellen minimumskrav til både amt og kommuner. »Kommunerne bestemmer stadig selv deres serviceniveau. Men de forpligter sig til, at der skal være en støttegruppe for pårørende, der skal være en demenskonsulent, og kommunen skal deltage i en fælles videreudvikling af samarbejdet og tilbuddene«, siger Karin Dahl. Støtte og omsorg I modellen spiller de praktiserende læger en vigtig rolle som dem, der i første omgang skal stå for udredning af patienten. Lægen kan selv henvise til en hjernescanning og til yderligere udredning på en specialafdeling på sygehuset i Hillerød. Hvis den endelige diagnose lyder på demens, tages der stilling til, om patienten skal have medicinsk behandling. Samtidig henviser lægen eller den centrale udredningsafdeling til demenskonsulenten i patientens hjemkommune, der så kommer ind i billedet med en vejledning til familien om, hvilke tilbud om støtte, omsorg og pleje der findes i kommunen, og med råd og vejledning om, hvad der er relevant for den enkelte. En database sørger for, at læger, sagsbehandlere og demenskonsulenter kan følge med i, hvor langt de andre involverede fagpersoner er kommet i deres udredning og hjælp til patienten. I gang med undersvisning Modellen rummer også faglige fora, som følger udviklingen på demensområdet, herunder om der er brug for nye tilbud eller en justering af samarbejdsaftalerne. Demensrådet, hvor fagfolk samarbejder med repræsentanter for Alzheimerforeningen og Amtsældrerådet, kan formulere ansøgninger til det politiske system, hvis der er brug for nye tilbud og initiativer, der koster penge. »I øjeblikket er vi desuden i gang med undervisning af alle de medarbejdere, som er involveret i arbejdet med demente - en undervisning, der både handler om demens og om selve modellen«, siger Karin Dahl. Det er endnu for tidligt i forløbet til, at man kan aflæse konkrete resultater af den nye samarbejdsmodel. »Men jeg er overbevist om, at det bliver nemmere både for de demente borgere selv og for deres pårørende at gebærde sig rundt i de komplekse behandler- og omsorgssystemer. Og samtidig bliver de offentlige instanser selv bedre til at hjælpe«, siger Karin Dahl. Pjece beskriver modellen Socialministeriet har udarbejdet en pjece, der beskriver modellen som inspiration for andre amter. Fuldmægtig Merete Jensen oplyser, at der indtil nu har været et par interesserede forespørgsler, men at ingen andre end Frederiksborg Amt endnu har søgt om del i de midler, der er afsat til formålet. »Vi synes, det er en rigtig god model, som vi vil foreslå indført også i de andre amter. Men den kræver, at samtlige kommuner i hvert amt går ind i samarbejdet, og måske derfor har vi endnu ikke fået egentlige ansøgninger«, siger Merete Jensen. Pengene fra ministeriet skal bruges som støtte til de omkostninger, der kan være i forbindelse med overgang til samarbejdsmodellen, og hvert amt kan søge op til en mio. kr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her