Tiltalte hjalp anklageren

Lyt til artiklen

Anklagerens opgave blev en del nemmere, da de tiltalte i landets hidtil største røverisag tirsdag brød tavsheden. Dels erkendte flere af dem at have tæt forbindelse til det ene røveri, og dels var i hvert fald den ene forklaring iøjnefaldende forkert. Ved retsmødets slutning forudså vicestatsadvokat Jørgen Jensen, at anklagemyndighedens bevisførelse nok kan gennemføres hurtigere. Under efterforskningen har de tiltalte på nær én afvist at udtale sig til politiet om røverierne af 50 millioner kroner fra to pengetransporter. Anklageren har derfor måttet gå ud fra, at han skulle møde med vidner og beviser for hver eneste detalje. Overflødige vidner Men efter at de tiltalte tirsdag fik tungen på gled og blandt andet vedstod ejerskabet til mobiltelefoner og en bil, kan der måske sorteres fra i vidnelisten. På et spørgsmål fra retsformand Niels Johan Petersen oplyste vicestatsadvokaten, at han vil undersøge, om nogle af de bebudede vidner nu er overflødige. Der er afsat over 30 retsmøder til behandlingen. De tiltaltes forklaringer bragte nyt lys over overfaldet på en postbil ved Hillerød i marts 2000. Røverne forsvandt i en stjålet Audi, som politiet hurtigt identificerede, men forgæves har ledt efter lige siden: »Bilen er aldrig fundet«, konstaterede vicestatsadvokaten mandag. Skåret i småstykker Tirsdag fortalte den 24-årige NH, at han overtog bilen midt om natten efter kuppet og skaffede den af vejen. »Har du skåret den i småstykker«, spurgte en overrasket anklager. »Ja, fuldstændigt. Jeg brugte tre vinkelslibere på det. Bagefter kørte jeg rundt til genbrugspladser og skaffede delene af vejen. Det var et helvedes arbejde. Det tog et par uger. Der er utroligt meget jern i sådan en bil«, sagde NH. Den 28-årige PK fortalte frejdigt, at han vidste, hvor en mindre del af pengene fra Hillerød-røveriet befinder sig. Syv af millionerne derfra er sammen med 39 millioner fra røveriet mod en pengetransport i Glostrup i november 2000 aldrig fundet. 'Jeg vil ikke fortælle hvor de er' PK fortalte, at han i efteråret 2000 fik 200.000 kroner i gnitrende nye sedler og en del udenlandsk valuta som et lån. Han vidste, de kom fra Hillerød-røveriet: »Jeg syntes, det var imponerende, at man kunne lave sådan noget, uden at nogen fandt ud af det, og at jeg kunne få nogle af pengene«, sagde han. Han brugte 40.000 kroner til at betale sin gæld. De resterende 160.000 kroner havde han gemt: »Jeg vil ikke fortælle, hvor de er. Jeg skal jo betale dem tilbage«, sagde PK. Han afviste, at pengene er gravet ned. Millioner i betongulv Den 25-årige AJ vedstod derimod, at han havde støbt to af Hillerød-millionerne ned i gulvet i et bådeskur, der tilhører en af de andre tiltalte, den 24-årige MK. AJ havde fået pengene af »en person«, som havde bedt ham om at skjule dem. Mens det endnu var lyst, var han taget ud i bådeklubben og havde hamret hul i skurets betongulv. I hullet havde han lagt posen med millionerne med en sort plastikpose og en træplade hen over. Derpå havde han støbt hullet til. »Det er en fantastisk historie«, bemærkede anklageren, da AJ var færdig med sin udredning. »Tak skal du have«, svarede AJ med et smil. 'Din forklaring er ikke rigtig' »Men din forklaring er ikke rigtig. Den hænger ikke sammen. Hvis din forklaring er rigtig, er der nogle andre, som bagefter har gravet pengene op og støbt dem ned igen på en anden måde«, sagde anklageren. Da politiet bankede gulvet op, lå der nemlig ingen sort plastikpose over pengene. Til gengæld lå seddelbundterne inden i flere plastikposer, mens AJ forklarede, at der kun var en enkelt pose omkring pengene, da han hældte betonen ned i hullet. Såvel MK som den ligeledes 24-årige TH afviste, at de havde været med til nedstøbningen. Men anklageren lagde ikke skjul på, at han mener, der har været flere om jobbet, og at nogle holdt vagt, mens andre hamrede og støbte. Det er ifølge vicestatsadvokaten den sandsynlige forklaring på, at de har talt i mobiltelefon med hinanden i sene nattetimer via en enkelt sendemast, der dækker netop området i Sydhavnen med bådeskuret. Retssagen fortsætter på fredag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her