Hastværk i narkobehandling

Lyt til artiklen

Målet er i orden, midlet mere betænkeligt. Det er den sammenfattende reaktion fra landets amter på socialminister Henriette Kjærs (K) garanti til stofmisbrugere om behandling inden 14 dage. Garantien blev fremlagt som lovforslag tirsdag, og ordningen ventes at træde i kraft til nytår. Kan det enkelte amt ikke overholde garantien, får stofmisbrugeren ret til at vælge et andet behandlingstilbud - i et andet amt eller privat. Gode intentioner »Intentionerne i loven er gode, men det er vigtigt at slå fast, at ventetid ikke altid er af det onde. Ventetiden kan bruges til at modne og afklare stofmisbrugeren, så vi sikrer, at han eller hun får et tilbud, der matcher«, siger socialoverlæge Joel Fallov fra Sønderjyllands Amt. Her er ingen ventetid på ambulant behandling, mens køen til døgnbehandling svinger - i øjeblikket er den på et par måneder. Ventetiden svinger meget fra amt til amt, viser Politikens rundringning til 13 ud af landets 14 amter. Oven i købet kan tilbuddet til stofmisbrugere variere inden for det enkelte amt - som for eksempel på Fyn: »Vi har fem misbrugscentre, og vi har ventetid i Odense og i Nyborg på henholdsvis syv måneder og fire uger«, siger socialdirektør Anders Møller Jensen, som medgiver, at syv måneder er for længe. Men 14 dage er til gengæld nok i underkanten, mener han. Ordentlige tilbud fremfor tidsfrist »Vi er mere optaget af at sammensætte ordentlige tilbud om behandling end at overholde en given tidsfrist, men hvis statsmagten skønner, at vi skal lægge vores procedurer om, ja, så gør vi naturligvis det«, siger Møller Jensen, hvis amt er i gang med at udbygge med 100 behandlingspladser i Odense for at korte ventetiden ned. Heller ikke Ribe Amt, som i øjeblikket ikke har ventetider ud over to uger, er souschef i amtets misbrugscenter Niels Poulsen ked af den bastante tidsfrist: »Jeg tvivler på, at det vil gavne misbrugerne. Her i amtet skal de altid gennem et udredningsforløb på fire uger, hvor vi lærer dem at kende, og de forberedes på behandlingen. Det arbejde kan vi ikke nå på kun 14 dage«, siger Niels Poulsen. Skal gribes hurtigt Den korte ventetid på behandling begrundes af Henriette Kjær med, at stofmisbrugeren skal gribes lynhurtigt, når motivationen til at kvitte afhængigheden er til stede. »Helst havde jeg set, at stofmisbrugeren kun skulle vente otte dage, før det frie valg var en realitet«, siger ministeren, som dog kun kunne få flertal for de to uger. »Jeg er fuldstændig overbevist om, at 14 dage er et tilstrækkeligt tidsrum til at afklare, hvilke særlige behov den enkelte stofmisbruger har, og finde den relevante behandling. Tidsfristen bliver der ikke ændret på«, siger ministeren, som i øvrigt i løbet af foråret omsætter endnu en tidsfrist til lov - denne gang for alkoholikere og med maksimal en uges ventetid på behandling. Fem til syv dage Støtte til den korte tidsfrist får ministeren fra Vestsjællands Amt, hvor leder af misbrugsafdelingen Bent Jensen har gode erfaringer: »Vi har indført en behandlingsgaranti allerede i 1997, og i øjeblikket tager vi misbrugere i behandling i løbet af fem-syv dage. Og vi kan se resultaterne af den hurtige indsats, for vi har langt færre tilbagefald i dag«. I Roskilde Amt så afdelingschef i misbrugsafdelingen Peter Skotner gerne en længere tidsfrist. I stedet for to, så hellere fire-seks uger. Men den største betænkelighed har han ved lovforslagets indbyggede valgfrihed, hvor stofmisbrugeren - hvis amtet ikke overholder sin forpligtelse - kan vælge frit. »Det vil formentlig betyde en voldsom opblomstring af private behandlingstilbud, og jeg kan godt frygte, at de bliver dyrere«, siger han. Den modsatte forventning har socialministeren, som ser frem til stigende konkurrence om at behandle stofmisbrugere: »Konkurrence plejer at presse prisen, så jeg forventer da snarere, at det bliver billigere«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her