Politiet har i en periode hemmeligt aflyttet mindst en af Jyllands-Postens journalister. Det er sket i forsøg på at afsløre avisens kilder i forbindelse med artikler om konflikterne mellem palæstinensiske og jødiske grupper i Danmark. Afspillede telefonsamtale På et tre timer langt, lukket retsmøde i Københavns Byret i denne uge ophævede dommeren retsplejelovens kildebeskyttelse efter afspilning af en telefonsamtale mellem journalist Stig Matthiesen og en redaktionssekretær på Jyllands-Posten. Politiet ønsker at få adgang til reporterens kilder i de islamiske miljøer i Danmark. Risikerer tvangsbøder Afgørelsen blev straks kæret til Østre Landsret, der nu skal afgøre sagen. Magtmidlerne til at åbne munden på journalisten går lige fra tvangsbøder til fængsling i op til seks måneder. Pressejurist: Nye terrorpakke i aktion Politiets aflytning af en journalist på Jyllands-Posten er det første kendte eksempel på de nye overvågningsbeføjelser, som antiterrorpakken har givet politiet. Det konstaterer pressejurist Oluf Jørgensen, afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole. Han opfordrer samtidig pressens organisationer til meget stærkt at vise deres støtte til Jyllands-Posten, der kalder politiets adfærd for 'magtmisbrug'. Trussel mod demokratiet Ifølge Oluf Jørgensen er informationsfriheden alvorligt truet, hvis journalisternes mulighed for at beskytte deres kilder bliver brudt. Det er en begrænsning af ytringsfriheden og en indskrænkning af demokratiet, mener han. »Så kan journalisterne ikke - eller i alle tilfælde kun i begrænset omfang - beskrive, hvad der rører sig blandt muslimske grupper i Danmark og i udlandet for den sags skyld. Det kan gå hen at blive en voldsom begrænsning af informationsfriheden, så befolkningen ikke kan få at vide, hvad der sker i samfundet«, siger Oluf Jørgensen. 'Endelig afgørelse' Politiadvokat Michael Jørgensen, Københavns Politi, betegner domstolenes afgørelse om, at politiet måtte aflytte journalistens telefon, som 'endelig'. Når en dommer skal tage stilling til politiets anmodning om aflytninger og andre indgreb, indkaldes en advokat. Hans opgave er at varetage interesserne for ejeren af telefonen. 'Ingen kommentarer' Men politiadvokat Michael Jørgensen vil ikke svare på, om både byretten og landsretten har været involveret i spørgsmålet om aflytning eller ej. Han vil heller ikke svare på, om den beskikkede advokat protesterede og kærede byrettens kendelse til landsretten. 'Ingen bemærkninger' På spørgsmålet om, hvor mange kendelser om indgreb, Københavns Politi har opnået, siger politiadvokaten: »Det har jeg ingen bemærkninger til«. Journalistformand: Skandaløst Formanden for Dansk Journalistforbund kalder sagen skandaløs. Mogens Blicher Bjerregård mener, at det er et 'mægtigt problem for kildebekyttelsen', som er helt nødvendig for, at journalister kan arbejde. »Hvis det her virkelig er et udslag af de nye muligheder, som antiterrorpakken giver, så er det skandaløst, og det vil få konsekvenser for journalisters arbejde«, siger Mogens Blicher Bjerregård. Tager sagen op i Kontaktudvalget Politiet kan ikke bruge pressens interne arbejde til at få oplysningerne frem, siger Blicher Bjerregård og nævner, at det vil være helt naturligt at tage sagen op i Mediernes Kontaktudvalg, som er oprettet under Statsministeriet som et kontaktforum mellem branchen og centraladministrationen. »Jeg håber bestemt, at det her er en enkeltstående situation, og det er bestemt noget, som organisationerne skal have taget op«, siger Mogens Blicher Bjerregård.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























