Torturofre ramt af sparekrav

Fysioterapeut Anette Klehr Johannessen arbejder i terapien på Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Regeringen vil spare 13,5 mio. kr. på centeret. - Foto: Jens Dresling
Fysioterapeut Anette Klehr Johannessen arbejder i terapien på Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Regeringen vil spare 13,5 mio. kr. på centeret. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Regeringen vil spare 13,5 millioner kr. på bevillingen til Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, til næste år. Besparelsen halverer de penge, centret har til rådighed til behandling af torturofre i udlandet og til projekter, der skal forebygge tortur. Men Venstre vil ikke acceptere besparelser, som medfører, at RCT må stoppe projekter. »Det er helt klart en sag, som jeg vil tage op med udenrigsministeren«, siger udenrigsordfører Troels Lund Poulsen (V). fra 51,5 til 38 mio. kr. I år får RCT i alt 51,5 millioner kroner fra Udenrigsministeriet. De 25 millioner kroner er en grundbevilling til centret i Danmark. Resten går til projekter i ni lande rundt omkring i verden. Blandt andet i Bangladesh, Gaza, Sri Lanka, Albanien og Kosova. På finansloven for 2003 lægger regeringen op til at give torturcentret 38 millioner kroner i grundbevilling. Til gengæld er hele kontoen til projektstøtte forsvundet. Altså en besparelse på 13,5 millioner kroner. »Jeg opfatter besparelsen som en mekanisk arbejdsulykke, som jeg virkelig håber, at regeringen vil rette op på«, siger RCT's sundhedsfaglige direktør Jo Asvall. Mekanisk besparelse Asvall bruger ordet mekanisk, fordi han i Udenrigsministeriet har fået at vide, at besparelser på ulandsbistanden 'mekanisk' er blevet gennemført på nye projekter og projekter på vej ind i fase to. RCT oplyser, at besparelsen vil ramme en række konkrete projekter på vej ind i fase to. »Vi har haft en klar opfattelse af, at også Udenrigsministeriet ønskede, at projekterne skulle fortsætte«, siger Jo Asvall. I gang med evaluering Udenrigsministeriet mener til gengæld, at besparelsen alene vedrører færdige projekter. Ministeriet er i gang med en evaluering af RCT, der skal føre til en ny flerårig samarbejdsaftale. »På den baggrund er det kun naturligt, at vi ikke lige her og nu sætter gang i store nye projekter«, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) gennem sin pressemedarbejder. »Der er tale om en helt normal samarbejdsrutine, og der ligger ingen kritik af RCT's arbejde bag evalueringen. Regeringen har bestemt ingen planer om at svække RCT«. Men uanset Per Stig Møllers forklaring vil Venstre være helt sikker på, at centret ikke kommer til at stoppe projekter. »Hvis det er konsekvensen, så er der sket en klar fejl, som vi må rette op«, siger Troels Lund Poulsen. Konservativ bekymring Også i udenrigsministerens eget parti er der bekymring. »Vi skal selvfølgelig kunne lave omlægninger, men jeg vil meget hurtigt se på henvendelsen fra RCT«, siger udenrigs- og finansordfører Gitte Seeberg (K). RCT har skrevet til både udenrigsministeren og Folketingets Finansudvalg. Både S og R vil have konsekvenserne af besparelsen klarlagt. »Det er simpelt hen for småligt. Uanset tekniske forklaringer. Danmark har i flere år haft en meget høj profil i kampen mod tortur, og det er både ufornuftigt og uheldigt at nedprioritere den indsats«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Besparelsen truer projekter både med behandling af torturofre og arbejdet med at stoppe tortur i en række lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her