Den danske statsminister og EU-formand, Anders Fogh Rasmussen (V), fordømte i dag 'på det kraftigste' den steningsdom, som en muslimsk domstol i Nordnigeria forleden afsagde. »For mig er stening af et menneske afstumpet, afskyeligt og i strid med alle menneskerettigheder. En sådan dom er rent ud sagt udtryk for formørket middelalder. Man kan ikke kraftigt nok fordømme det, der er sket«, sagde statsministeren til Ritzau. Han hæfter sig dog ved, at ikke alle appelmuligheder er udtømt, og at Nigerias justitsminister har fordømt dommen og lovet, at Nigerias regering vil assistere kvindens forsvarer på alle måder i den videre proces. Kritik fra kvinder Tidligere har ligestillings- og socialminister Henriette Kjær (K) sagt, at EU skal »gå på listesko« og ikke kritisere dødsdommen for hårdt, hvilket flere kvinde- og menneskerettighedsorganisationer finder alt for tilbageholdende. Kvinderådet, der er en paraplyorganisation for kvindeorganisationer, lagde således i Politikens udgave torsdag kraftig afstand til Henriette Kjærs udtalelser. »Vi vil rette henvendelse til den danske regering. Nigeria har selv underskrevet FN's Kvindekonvention til afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, så der er ingen grund til at være tøvende«, sagde forkvinde Inge Skjoldager. Dansk Kvindesamfunds forkvinder, Karen Hallberg, mener, at EU skal true med handelssanktioner, hvis ikke retssystemet i Nigeria bliver ændret, så kvinder kan undgå stening. Svag erklæring Danmark udsendte onsdag aften som formand for EU en erklæring, der udtrykker EU's bekymring, og som ifølge den danske afdeling af Amnesty International er svag og 'meget diplomatisk'. Også Amnesty peger på sanktioner som et instrument til at få ændret retssystemet i Nigeria. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviste torsdag, at Danmark og EU tager let på sagen. Han afviste ligeledes, at regeringen har skiftet holdning i forhold til Henriette Kjærs udtalelser om at gå »på listesko«. Socialministeren afviste også selv kritikken: »Græsrodsorganisationerne kan uforpligtende sige hvad som helst. Vi andre har et ansvar, som vi skal tage alvorligt. Jeg kan godt se, at det ville se flot ud, hvis jeg gik ud i dansk og international presse og kritiserede Nigeria sønder og sammen. Det har jeg måske også mest lyst til. Men vi er nødt til at tænke os godt om, så vi hjælper kvinden bedst muligt. Det er hende, der skal være i centrum - og ikke mig eller Danmark«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























