Tvindlederen Mogens Amdi Pedersen er på vej til Danmark og vil formentlig sætte sine fødder på dansk jord eskorteret af dansk politi inden for en uge. Efter et halvt år i hårde amerikanske fængsler er han udmattet, tynd og grå, og har ikke andet ønske end at komme hjem til Danmark, hellere i dag end i morgen, og stik imod sin højt betalte forsvarer Robert Shapiros råd og vejledning. Amdis forsvarer rasende Det kom frem i forbindelse med gårsdagens retsmøde i Los Angeles, der stort set foregik på dommerens kontor og med forhandlinger uden for retssalen mellem anklagere og forsvarere. »Jeg er meget skuffet, og udleveringen sker mod min vilje og mod mit råd. Jeg har brugt seks måneder på sagen og sat mig grundigt ind i den, og jeg er sikker på, at vi ville have vundet, hvis vi var fortsat. Men mr. Pedersen ville til Danmark og renses, så han kan fortsætte sit gode humanitære arbejde i den 3. verden,« sagde en slagen Shapiro, der på et tidspunkt var ved at forlade retsbygningen i raseri over forhandlingerne med dommer Kenton. Bange for at sagen trak ud Ifølge Shapiro og Amdi Pedersens danske forsvarer, Anders Boelskifte, er forklaringen på Amdis kovending, at han var bange for, at sagen kunne trække ud i endnu op til et halvt år, og det kunne han ikke bære. »Henover sommeren har han fundet ud af, at han ville lade sig frivilligt udlevere. Metropolitan Detention Center (fængslet midt i Los Angeles, hvor Amdi Pedersen blev overført til omkring 1. juli, red.) er et meget hårdt sted at sidde. Da han kom tilbage følte han, at presset blev større«, sagde Anders Boelskifte, der i modsætning til Shapiro bifaldt Amdi Pedersens beslutning. Ifølge Anders Boelskifte er det selve frihedsberøvelsen Amdi Pedersen har meget svært ved at acceptere: »Han har nu siddet i seks måneder i fængsel, heraf fem i fængsler, hvor han stort set ikke har set dagslys. Man behøver bare at se på ham for at vide, hvor hårdt det er. Han er bleg, han er gennemsigtig. Han har kun et ønske: At komme hjem, forsvare sig og få renset sit navn. Og han er lettet over, at han nu kan komme ud af det forfærdelige fængselssystem herovre.« Retssag skal hurtig igang Den danske anklagemyndighed har tilkendegivet, at man vil forsøge at få retssagen i Danmark i gang så hurtigt som muligt og før februar 2003, hvor det første af 80 retsmøder i sagen om underslæb og skattesvig i Tvinds Humantære Fond er berammet. Samtidig har anklagemyndigheden erklæret, at man ikke vil holde Amdi Pedersen varetægtsfængslet længere end nødvendigt. »Det var i forvejen vores pligt at sørge for at sagen blev fremmet og at varetægtsfængsling ikke løb længere end forventet. Vi mener fortsat, at der er flugtrisiko og vil begære ham varetægtsfængslet i Danmark. Men kan der laves arrangementer, hvor flugtrisikoen er væk, så vil vi overveje det nøje. Det er ikke normalt, at man sidder varetægtsfængslet i sager som denne. Men vi vil sikre, at sagen kan føres helt til doms«, sagde vicestatsadvokat Poul Gade efter det turbulente retsmøde. Dommer vurderer aftale mellem anklager og forsvarer Siden torsdag i sidste uge har anklagere og forsvarere arbejdet intenst for at finde en løsning, så Amdi kunne komme afsted hurtigst muligt. For Amdi Pedersen og Shapiro var det afgørende, at beslutningen blev taget af retten, så den fik samme retsstilling som en formel udlevering. Det indebærer, at den danske anklagemyndighed ikke kan udvide sigtelserne mod Amdi Pedersen uden først at spørge USA om lov. Sammen præsenterede de to - nu enige parter - dommer Kenton for en aftale, da retsmødet skulle være begyndt klokken 14 mandag lokal tid. Men dommeren mente ikke, at aftalen var juridisk holdbar. Så forhandlede og formulerede de to parter en ny og omformuleret aftale under livlig trafik mellem dommerkontoret og et lille mødekontor i tilknytning til retssalen. Men først tirsdag omkring klokken 11 lokal tid ventes dommer Kenton at tage endelig stilling til aftalen og komme med en kendelse. Amdi ville hjem med det samme Ifølge både anklagere og forsvarere havde Amdi Pedersen håbet, at han kunne forlade USA og flyve med dansk politi hjem allerede i løbet af mandagen. De to danske vicestatsadvokater, Poul Gade og Finn Borch Andersen, fik søndag i hast fløjet fire betjente fra Holstebro til Los Angeles, som kunne eskortere ham straks. Men udover juraen er formalia åbenbart også så kompliceret og langstrakt, at buddet fra de to danske vicestatsadvokater efter retsmødet lød på, at Amdi ville komme til Danmark inden for en uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























