Fogh: Venstrefløjen skal undersøges

Lyt til artiklen

Regeringen har besluttet at undersøge den danske venstrefløjs politiske aktiviteter under Den Kolde Krig. Men statsministeren var ikke klar til at sige, om det - som krævet af de to fætre - skal være en selvstændig historisk undersøgelse, eller om undersøgelsen skal ske ved at udvide én af de to undersøgelser, der allerede er i gang om Danmark under den kolde krig. »Der kommer en undersøgelse. Spørgsmålet, vi overvejer i øjeblikket, er præcist hvordan«, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) efter tirsdag at have drøftet undersøgelsen med Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer Søren Krarup og Jesper Langballe. I lørdags kunne Politiken afsløre at topembedsmænd i centrale ministerier den seneste tid har arbejdet på højtryk for at finde en model for en undersøgelse, som én gang for alle kan fortælle hele sandheden om den kolde krig. Bertel Haarder er drivkraft »Det har hele tiden været mit mål, at vi skal have skrevet historien om Danmark under Den Kolde Krig«, siger Anders Fogh Rasmussen. For tre år siden foreslog Anders Fogh Rasmussen, at der skulle nedsættes en 'sandhedskommission' efter sydafrikansk forbillede. Han præsenterede forslaget i bogen 'Hvem holdt de med', der blev redigeret af nuværende integrationsminister Bertel Haarder, der de seneste måneder har været en drivkraft for at få gennemført en ny undersøgelse. To undersøgelser er i gang Målet er at supplere to eksisterende undersøgelser om Danmark under den kolde krig med en ekstra redegørelse, der særligt skal kortlægge venstreorienterede grupperingers samarbejde med Warszawapagten fra Anden Verdenskrig til Murens fald. I øjeblikket arbejder forskere under Dansk Udenrigs Politisk Institut med en undersøgelse af den ydre trussel mod Danmark under den kolde krig. Samtidig undersøger den såkaldte PET-kommission, som blev nedsat i 1999 af SR-regeringen med støtte fra venstrefløjen og Kristeligt Folkeparti, efterretningstjenesternes overvågningspraksis samt den indre trussel mod det danske samfund. Ellemann advarer mod ny undersøgelse Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) frarådede i går regeringen at sætte en helt ny undersøgelse i søen om den kolde krig. I stedet bør regeringen ifølge Uffe Ellemann-Jensen sørge for at udvide den undersøgelse, som allerede er undervejs fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) om den ydre trussel mod det danske samfund i koldkrigsperioden. KrF: Undersøgelsen overflødig Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, kalder Anders Fogh Rasmussens undersøgelse for overflødig. »Det er tankevækkende, at en regering, som hele tiden snakker om at nedlægge overflødige råd og nævn, nu vil lave en overflødig undersøgelse. Det virker som en tak for sidst, fordi man ikke ville være med til at lave PET-Kommissionen«, siger Jann Sjursen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her