Kristne på kant med loven

Lyt til artiklen

Det fundamentalistiske kristne undervisningssystem ACE, der praktiseres på seks danske friskoler, strider formentlig mod dansk lovgivning. Det mener både SF, som er et af forligspartierne bag friskoleloven, og professor i socialret Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet. Det er ACE-lærebøgernes holdning til kvinder og syn på verdens skabelse, der især er problematisk i forhold til dansk lov. Det mener SF's uddannelsesordfører, Aage Frandsen, der reagerer på de udtalelser, som skoleleder Ib Mogens Johansen fra Gideonskolen kom med i Politiken. 10 år i Danmark Ib Mogens Johansen introducerede ACE-systemet i Danmark for ti år siden, og i går sagde skolelederen, at ACE-systemet står for et traditionelt familiesyn, og at »vi giver ikke Darwin og hans evolutionsteori nogen kredit«. »Hvis deres undervisning går ud på, at eleverne skal få det indtryk, at Darwins teori ikke er rigtig, så går det ikke i forhold til friskoleloven. De må godt diskutere holdningerne, men det er almindeligt anerkendt, at Darwins udviklingsteori er baggrunden for den moderne videnskab. Og det skal de respektere«, siger Aage Frandsen. Minister ind i sagen I forhold til kvindesynet fremhæver SF's uddannelsesordfører, at »det står i bemærkningerne til friskoleloven, at skolerne ikke må forsøge at tilintetgøre menneskerettighederne eller begrænse dem. Og det kan være tilfældet, hvis undervisningen indebærer for eksempel en religiøs, racistisk eller anden diskrimination«. Aage Frandsen: I strid med loven Aage Frandsen vil nu spørge undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), om hun vil undersøge, om ACE-systemets måde at drive undervisning på er i strid med friskoleloven. Accelerated Christian Education (ACE) er udviklet af den kristne højrebevægelse i USA og integrerer Biblens ord i alle fag og undervisningsmaterialer. Det har bredt sig til 10.000 skoler over det meste af verden, og i de seneste ti år er der etableret seks ACE-skoler i Danmark. I Norge har der været stor debat om ACE-skoler. Selv kristne organisationer har betegnet undervisningen som »indoktrinerende, fordomsfuld og reaktionær«, og det norske Kirkeråd fremhæver, at ACE- pædagogikken kan skade drenge og pigers kønsidentitet. Samtidig har det norske Ligestillingsråd kritiseret, at eleverne lærer, at faderen er familiens overhoved, mens moderen skal passe børn og hjem. Det hedder blandt andet, at »en ægtemand skal adlyde Gud. En hustru adlyder Gud, når hun respekterer ægtemanden«. Hund, kat eller kvinde Professor i socialret Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet har fulgt den norske debat og er ikke i tvivl om, at ACE-systemet strider imod loven. »I Norge skulle eleverne for eksempel svare på et spørgsmål af følgende karakter: hvem skal adlyde sin ægtemand? Så kunne man sætte kryds ud for enten hunde, katte eller kvinder«, siger Kirsten Ketscher, der fremhæver, at det norske ligestillingsnævn har afgjort, at ACE-lærebøgerne strider imod ligestillingsprincippet i norsk lov. ACE-lærebøgerne er standardiseret og er stort ens på alle skolerne rundt om i verden. Ib Mogens Johansen har dog fået lov til at tilpasse materialet til danske forhold, men han understreger, at de danske ACE-lærebøger respekterer »grundideen i de amerikanske lærebøger«. Imod ligestillingsprincippet Kirsten Ketscher mener, »at ACE-systemets holdning til kvinder strider mod ligestillingsprincippet i både dansk ret og FN's kvindekonvention«, men undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) ønsker ikke at kommentere sagen. Ulla Tørnæs vil først afvente tilsynsrapporten fra Københavns Kommune om Samuelskolen på Nørrebro, der er en af de seks ACE-skoler. Hun valgte at indføre skærpet tilsyn med skolen, efter at Politiken beskrev, hvordan børnene på skolen udsættes for tungetale, bekæmpelse af dæmoner samt dårlige undervisningsforhold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her