PET-Kommission: Ikke brug for ny undersøgelse af venstrefløjen

Lyt til artiklen

Regeringens planlagte undersøgelse af såkaldte medløbere under Den Kolde Krig er unødvendig. Sådan lyder det fra PET-Kommissionen, der i øjeblikket undersøger venstrefløjens aktiviteter under Den Kolde Krig. PET-Kommissionen undersøgelse er blot en af to, som beskæftiger sig med Den Kolde Krig. Dansk Underigspolitisk Institut, DUPI, er i øjeblikket i gang med at kortlægge den ydre trussel under Den Kolde Krig. PET-Kommission: Undersøgelsesområde allerede afdækket PET-Kommissionen mødtes i dag med justitsminister Lene Espersen (K) til et hasteindkaldt møde. PET-Kommissionen mener, at området bliver så godt dækket af de igangværende undersøgelser, at der ikke er grund til at sætte endnu en undersøgelse igang. »Kommissionen mener, at området for undersøgelsen allerede er dækket, men hvis politikerne vil have en undersøgelse mere, så er der ikke noget, vi kan gøre ved det«, siger formanden for PET-Kommissionen, landsdommer Leif Aamand til Ritzau. Tvivl om PET-Kommissionens arbejde PET-Kommissionen indkaldte til dagens møde, fordi der angiveligt var opstået tvivl om kommissionens arbejde og især om hvorvidt kommissionen beskæftigede sig med venstrefløjen. »Der har været et lidt skævt og ufuldstændigt billede af, hvad vi laver. Vi skal selvfølgelig ikke påvirke en politisk proces, hvis noget er rent politisk. Men vi kan fortælle om, hvad vi laver«, siger PET-Kommissionens formand til Ritzau. Undren over ny undersøgelse Leif Aamand vil ikke betegne regeringens forslag om en ny eller udvidet undersøgelse som "overflødig", men undrer sig dog. »Kommissionen kan kun sige, at vores undersøgelse skal beskrive alle politiske grupperinger, uanset om de er til højre eller venstre. Hvad regeringen præcis har i tankerne, ved vi ikke, så hvor meget det vil overlappe vores undersøgelse, ved vi heller ikke«, siger Leif Aamand til Ritzau. Lene Espersen ønskede efter mødet ikke at kommentere regeringens plan om en undersøgelse af den danske venstrefløjs politiske aktiviteter under Den Kolde Krig, men i følge Ritzau vil statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sandsynligvis allerede fredag præsentere en model for undersøgelsen. Statsministeren kræver anden fokus Hverken PET-Kommissionens eller DUPIs undersøgelser opfylder statsministerens krav. Det gjorde han allerede klart tirsdag, hvor han pegede på undersøgelsernes manglende fokus på de danske medløbere. Det er endnu ikke klart, om statministeren vil udvide en af de igangværende undersøgelser eller om han vil starte en helt tredje. Venstre var blandt de partier som i sin tid stemte mod nedsættelsen af PET-Kommissionen. Venstre opfordrede inden regeringsvalget den daværende regering til at nedlægge kommissionen med den begrundelse, at "den svækker Danmarks indre sikkerhed".

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her