Den offentlige sygesikrings udgifter til medicin bliver ved med at stige. Sidste år var den samlede stigning på 12 procent - den største i mange år. Og tallene fra de første fem måneder i år viser, at det bliver ved. Udgifterne lå på landsbasis 25 procent højere end i samme periode sidste år. Det er langt over den stigning på ti procent, som amterne har budgetteret med for i år. For ikke at tale om de otte procent, der er regnet med i amternes økonomiaftale med regeringen for næste års budgetter. Toppen nået »Men der er en tendens til, at stigningen flader ud i den sidste halvdel af året, og det er der allerede ved at være tegn på. Men der er intet, der tyder på, at vi får en samlet lavere stigning end sidste år - snarere tværtimod«, siger direktør i Amtsrådsforeningen Otto Larsen. Lægemiddelstyrelsen, som overvåger udviklingen på medicinområdet og udviklingen i sygesikringens udgifter, har analyseret årsagerne til væksten i første kvartal, hvor udgifterne allerede var steget med 16 procent i forhold til samme periode sidste år. Stor stigning i omsætningen Og selv om styrelsens nye femårsoversigt over danskernes forbrug af medicin viser, at det vokser år for år, er det kun en mindre del af forklaringen. I første kvartal steg forbruget i mængder nemlig kun med tre procent. Omsætningen steg til gengæld med 13 procent, først og fremmest fordi der sker en omlægning af forbruget fra gamle, billigere lægemidler til nye og dyrere. Samtidig er priserne i branchen steget generelt. Den sidste del af stigningen forklares med de udsving i tilskudsprocenten, som følger af systemet. Større tilskud Tilskudsordningen betyder, at den enkelte forbruger får højere tilskud fra det offentlige, jo mere medicin hun køber inden for et år. Og i år lå flere forbrugere oppe på det høje tilskud i årets første måneder, end tilfældet var sidste år. Amtsrådsforeningen er i gang med sin egen analyse af årsagerne til sygesikringens himmelflugt. Den enkelte patient skal følges Samtidig er det en del af økonomiaftalen med regeringen, at registerloven skal ændres, så det bliver muligt at følge, både hvad den enkelte patient får ordineret af medicin, og hvad den enkelte læge skriver ud. »Vi ved, at der hvert år smides en masse ubrugt medicin ud. Så det er også et spørgsmål om at opdrage både befolkningen og lægerne«, siger Otto Larsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























