Socialminister Henriette Kjær (K) vil formentlig oprette et behandlingscenter til børn og unge, der seksuelt krænker andre børn. Socialministeren er parat til at følge opfordringen fra en række eksperter, der har efterlyst egentlige behandlingssteder for at få unge ud af krænker-rollen og sikre, at de ikke ender som morgendagens pædofile. Men socialministeren vil ikke lægge sig endeligt fast på, hvilke initiativer der er nødvendige. Afventer undersøgelse Hun afventer resultatet af en undersøgelse, der skal afdække det reelle omfang af børn, der krænker andre børn. Den bliver offentliggjort i slutningen af august. »Når vi har fået den undersøgelse, kan vi bedre vurdere behovet, og hvordan vi skal sætte ind. Men jeg er enig i, at der er behov for et behandlingssted for de børn, der er krænkere. Vi har allerede et behandlingssted for ofrene. Så vidt jeg har forstået, risikerer nogle af de unge krænkere at udvikle sig til pædofile, og det vil vi meget gerne undgå«, siger Henriette Kjær. Omsorgssvigt og manglende selvværd Eksperterne skønner, at omkring en tredjedel af alle seksuelle overgreb på børn og unge bliver begået af andre børn og unge. Socialforskningsinstitutter offentliggjorde i går den første undersøgelse herhjemme af unge krænkeres baggrund. Undersøgelsen viste, at de alle havde været udsat for omsorgssvigt, havde svært ved at klare sig i skolen og svært ved at få venner, samt at de led af manglende selvværd. Retningslinjer for arbejde med børn De unge i undersøgelsen udtrykte skamfølelse over det, de havde gjort og efterlyste, at nogen havde grebet ind og opdaget dem i tide. »Derfor er der brug for retningslinjer til de voksne, der dagligt arbejder med børn og unge både i daginstitutioner, skoler og klubber, så de ved, hvordan de håndterer disse unge pædagogisk. Vi skal blive bedre til at få øje på disse børn«, siger socialministeren. Det skal blandt andet ske ved, at der vil blive lavet en vejledning, der indeholder et afsnit om, hvordan man skal forholde sig til situationer, hvor der er viden eller mistanke om seksuelle overgreb på børn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























