Forsvaret undersøger om piloter er på narko

Lyt til artiklen

Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) forholder sig helt roligt, efter at den engelske avis The Independent har kunnet fortælle, at amerikanske piloter bruger et amfetaminlignende stof i forbindelse med bombetogter i Afghanistan. Det er indtil videre en pressehistorie. »Det er en helt ny problemstilling for mig. Men vi har blandt andet i Kosovo arbejdet tæt sammen med det amerikanske flyvevåben, uden at der har været nogen som helst problemer. Så jeg ser ikke nogen grund til bekymring, men jeg har bedt Forsvarskommandoen om at undersøge presseforlydenderne nærmere«, siger Jensby i en kortfattet kommentar via sin pressesekretær. De amerikanske kamppiloters amfetaminbrug omtales i et 58-siders dokument med titlen: 'Hvordan man opretholder ydeevnen under sammenhængende flyoperationer'. Dokumentet er udarbejdet af den amerikanske marines medicinske forskningslaboratorium i Pensacola, Florida. Det amerikanske flyvevåbens sundhedskontor bekræfter over for The Independent, at piloterne får udleveret amfetamin. Avisen påstår, at brugen af amfetamin muligvis er årsagen til en række fejlbombninger i Afghanistan. Danmark, Norge og Holland venter at kunne sende i alt 18 F-16-kampfly til Kirgisistan i slutningen af oktober. Flyene skal deltage i de amerikanskledede flyoperationer over Afghanistan, og dermed kommer danske piloter til at flyve sammen med amerikanerne. I Forsvarskommandoen oplyser presseofficer Kim Enevoldsen, at man er gået i gang med sin undersøgelse, og før den er afsluttet, giver det ikke nogen mening at diskutere, om den amerikanske fremgangsmåde udsætter danske soldater i Afghanistan for risiko. Beroligende piller Når de amerikanske piloter vender hjem fra togter - skriver The Independent - får de beroligende piller af militærlægerne for at kunne sove. Søvnproblemerne skyldes delvist brugen af det opkvikkende amfetamin. Men de piloter, der nægter at bruge amfetamin, kan blive nægtet adgang til at deltage i flyvetogterne. Formanden for Centralforeningen for Stampersonel, Finn Busse Jensen, er heller ikke bekymret for de danske soldater, som arbejder sammen med amerikanerne. »Jeg har gennem min tid hørt mange rygter om, at amerikanske soldater skulle være på det ene eller andet, men jeg har aldrig hørt om amfetamin. Hvis oplysningen er korrekt, så er det ikke noget, som har haft negative konsekvenser for samarbejdet med amerikanerne«, siger Finn Busse Jensen. Dermed står formanden for reserveofficerernes forening, Bent Christensen, indtil videre alene med sin uro. Han har kaldt det for uacceptabelt og frygter for uheld. »Det er en viden, vi ikke har haft før. Vi kan ikke leve med, at de indtager medicin, som øger risikoen, og derfor er man nødt til at forholde sig til det«, sagde han søndag til TV 2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her