Lykketoft: Drop invasion af Irak

Lyt til artiklen

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) opfordrer den danske regering til at udnytte EU-formandskabet til at samle medlemslandene om en advarsel mod en militær invasion af Irak - på et tidspunkt, hvor internationale spekulationer og debat om en ny krig mod Saddam Husseins regime spidser til. På det foreliggende grundlag må en militær aktion kraftigt frarådes, da den kan udløse voldsomme reaktioner i den arabiske verden og i Mellemøsten, vurderer den tidligere udenrigsminister, der samtidig siger klart fra over for dansk deltagelse i en eventuel aktion i Bagdad. »Man kan ikke både være uenig i klogskaben i en aktion af den type og så stille op til den. Det tror jeg også vil være holdningen i de allerfleste vesteuropæiske lande. Det danske formandskab skulle bruge sin energi på at få linet de synspunkter op, som jeg er sikker på findes i Europa, og som også Kofi Annan (FN's generalsekretær, red.) har udtrykt«, siger Mogens Lykketoft. Tyskerne undsiger amerikanske planer Mandag skød den tyske kansler, Gerhard Schröder, sin valgkamp i gang med en direkte undsigelse af et »militært eventyr« i Irak. Et sådant skal Tyskland ifølge kansleren hverken bidrage finansielt eller militært til. Frankrig er heller ikke med Også den nye franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, har lagt luft til planerne ved i et interview at stemple en krig mod Irak som »uaktuel«. Efter flere ugers pressespekulationer udtalte USA's præsident, George W. Bush, i søndags, at den amerikanske administration vil støtte et systemskifte i Irak med alle til rådighed stående midler. Helveg har betænkeligheder Bush-administrationens meldinger har bl.a. fået Brent Scowcroft, daværende sikkerhedsrådgiver for præsidentens far, til at advare mod en invasion af frygt for, at »hele regionen forvandles til en krudttønde«. Også tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) udtrykker betænkelighed ved et angreb mod Irak. Holger K.: Skandaløst af regeringen SF-formand Holger K. Nielsen skælder ud over, at regeringen ikke vil give ham et præcist svar på et spørgsmål om, hvorvidt et amerikansk-britisk angreb på Irak forudsætter en ny resolution i FN's Sikkerhedsråd. »Svaret er simpelthen skandaløst. Regeringen afviser fuldstændig at tage stilling til et spørgsmål, som alle mulige andre kan tage stilling til, og som diskuteres blandt europæiske statsledere. Man kan ikke blive ved med at henholde sig til, at der ikke er noget officielt. Nej, det er der ikke, før de angriber«, siger Holger K. Nielsen. Per Stig: Planer er spekulationer I en udtalelse fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) fastslås det, at der endnu mest har været tale om pressespekulationer om et eventuelt angreb på Irak: »Det eneste konkrete er, at præsident Bush har erklæret, at USA ønsker et regimeskifte i Bagdad. Hvordan og hvornår et eventuelt regimeskifte skulle tilvejebringes, foreligger der ikke noget om«, hedder det. V: S og SF ser spøgelser Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, beskylder SF og Socialdemokratiet for at se spøgelser: »Jeg tager det for helt givet, at USA vil tage en konsultation, inden de går videre med deres planer. Det er meget let at sige, som SF og Socialdemokratiet gør, uden at kende planernes indhold og baggrund«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her