Milliardgevinstasylstramning

Lyt til artiklen

Regeringens stramninger af udlændingepolitikken boner ved kasse ét. Allerede i år sparer staten ifølge Integrationsministeriet omkring 150 millioner kroner til integration af flygtninge i kommunerne, fordi færre asylansøgere får opholdstilladelse. Over de næste tre år kan tallet stige til 1,5 milliarder kroner årligt. I årets første seks måneder søgte kun godt 3.200 mennesker asyl i Danmark. Det er halvt så mange som i første halvår af 2001. Stramning kun en del af forklaringen Halveringen er ikke en direkte følge af regeringens stramninger på området, som først trådte i kraft 1. juli. Men ifølge integrationsminister Bertel Haarder (V) er en del af forklaringen, at signalet om den nye stramme danske politik er rygtedes ude i verden og har begrænset trafikken mod Danmark. Integrationsministeriet nedjusterer derfor i øjeblikket prognosen for de kommende år, men holder sine beløbsstørrelser tæt ind til kroppen. 1,5 mia. kroner på tre år Venstres Eyvind Vesselbo anslår dog, at besparelsen i løbet af tre år vil stige til mindst 1,5 milliarder kroner om året - en besparelse på en tredjedel af de udgifter, der i dag er til asylansøgere og flygtninge. »Hvis den nuværende udvikling holder er halvanden milliard et meget forsigtigt skøn«, siger Eyvind Vesselboe. Afslag til nye grupper Ud over halveringen i antallet af asylansøgere påpeger han, at nye grupper af flygtninge, på grund af regeringens stramme kurs, sandsynligvis vil få nej til asyl. I øjeblikket får kun hver tredje ansøger asyl mod cirka halvdelen de foregående år. For de flygtninge, der får opholdstilladelse og skal integreres i kommunerne, går der tre år, før færre nyankomne vil slå fuldt igennem. Flygtningene er nemlig tre år i introduktionsforløbet, og de større flygtningeårgange fra 1999, 2000 og 2001 vil i de nærmeste år stadig præge budgetterne. Skattelettelser, sygehuse eller troværdig flygtningepolitik Vesselbo ved nøjagtig, hvor han gerne så de sparede penge brugt: »Der er tre muligheder: Enten kan vi bruge pengene til skattelettelser. Eller vi kan vælge at give dem til andre områder som ældre eller sygehuse. Eller vi kan bruge pengene til at realisere den politik, som vi ikke har kunnet komme igennem med de seneste ti år og give pengene til hjælp i flygtningelejre i nærområder. Det sidste vil give en troværdig flygtningepolitik«, siger Eyvind Vesselbo. Modstand i Venstre Eyvind Vesselbo foreslår omkring en tredjedel af pengene brugt i nærområder for flygtninge og får støtte fra den konservative finansordfører, Gitte Seeberg, der dog ikke vil lægge sig fast på beløb eller metode. Til gengæld undsiges Vesselbo af sine egne partifæller, Venstres politiske ordfører Jens Rohde og udlændingeordfører Birthe Rønn Hornbech. Hun siger: »Jeg vil ikke tage forskud og bruge flere penge på asylansøgere, før vi har set, om udviklingen holder. Derudover er vores politik i nærområderne helt afhængig af, om det er noget, EU-landene bliver enige om«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her