EU undersøger starthjælp til flygtninge

Lyt til artiklen

EU-kommissionen vil nu undersøge, om Danmarks indførelse af den nye lave starthjælp for flygtninge og indvandrere er et brud på borgernes rettigheder. De etniske mindretals sammenslutning, Indsam, har klaget til kommissionen over den lave kontanthjælp til flygtninge og indvandrere, og EU-kommissionen har ifølge Indsam nu lovet at foretage en tilbundsgående undersøgelse. EU undersøger brud på borgernes rettigheder Starthjælpen blev indført fra den 1. juli i år og betyder at man skal have opholdt sig i Danmark i syv ud af de sidste otte år for at få ret til fuld kontanthjælp. EU-kommissionen vil undersøge om den danske startydelse er i strid med EU's charter om borgernes rettigheder, som blev vedtaget i Nice i 2000. EU's charter forbyder - i lighed med den europæiske menneskerettighedskonvention - enhver form for diskrimination på grund af køn, race, hudfarve, etnisk oprindelse m.v. Indsam: Indirekte diskrimination Indsam mener, at den danske ordning er en form for indirekte diskrimination af udlændinge med lovligt ophold i Danmark. Ordningen gælder ganske vist både for danskere og udlændinge, men det er kun de få udlandsdanskere, der vender hjem til arbejdsløshed, der rammes. Tidligere har regeringens nye sociale råd udtalt hård kritik af den nye lave starthjælp for flygtninge og indvandrere. Rådet mener, at starthjælpen især kan blive et problem for flygtninge og indvandrere, som kommer med psykiske traumer eller fysiske skavanker, men som ikke er dårlige nok til at få førtidspension. Starthjælpen vil dermed skabe en ny gruppe socialt udstødte, frygter rådet. DF: EU har næppe indflydelse Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, tvivler på, at EU har noget at skulle have sagt omkring den danske lov om starthjælp. »Danmark har et retsligt forbehold, og det kan EU overhovedet ikke blande sig i«, siger han til Ritzau. Han afviser, at resultatet af EU's undersøgelse kan få konsekvenser for dansk lovgivning. »Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Jeg betvivler, at EU overhovedet har nogen som helst rettigheder i den retning«, siger Mogens Camre. »For det andet må man jo fastslå, at så at sige alle lande - måske på nær Sverige og Tyskland - har vidtgående diskrimination. Hele det tyske princip bygger på et optjeningsprincip, og det samme gør de fleste lande, fordi de fleste lande har forsikringsprincipper«, siger Mogens Camre til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her